Fodbold

Stor bedrift skæmmes af træners lussing

Guy Luzon afviser at have givet sin spiller Ziv Morgan en lussing. Ifølge træneren var der i stedet tale om "et klap".

For blot tredje gang i historien skal Israels U21-landshold i fodbold til EM.

Men efter den afgørende playoffsejr over Irland i Tel Aviv tirsdag aften var der ikke kun glæde i Israel. Der var også forargelse over en episode, som fandt sted under kampen.

I pausen mellem den ordinære kamp, der sluttede 0-0, og den forlængede spilletid gav en tydeligt oprevet israelsk træner Guy Luzon sin forsvarsspiller Ziv Morgan en lussing. Og de to fortsatte med at diskutere efter kindhesten.

Ifølge Luzon var der dog ikke tale om en lussing.

- En lussing? Det var bare et klap. Når jeg giver en lussing, så mærker man det, sagde han ifølge Times of Israel efter kampen.

- Alt er kærlighed. Mine lussinger er rigtige. Det, jeg gav Morgan, var bare et klap.

"En frastødende handling"

Det er uvist, om handlingen får konsekvenser for Guy Luzon, der har stået i spidsen for Israels U21-landshold siden maj i år. Men klummeskribent Oded Kramer hos den israelske tv-kanal Sport 5 mener, at "øjeblikket ikke bør forbigås i stilhed".

- Det er en voldelig og frastødende handling af en myndighedsperson på et ungt menneske under hans ansvar, står der blandt andet i klummen.

Da der heller ikke blev scoret i den forlængede spilletid, skulle kampen om en billet til næste års EM afgøres i straffesparkskonkurrence. Og her var israelerne altså bedst.

De scorede på tre ud af deres første fire forsøg, og det var nok, da irerne misbrugte tre af deres første fire forsøg.

Også Tjekkiet, Ukraine og Kroatien kvalificerede sig til EM tirsdag aften. Kroaterne slog Danmark i Vejle, og det var også efter straffesparkskonkurrence.