VM fodbold

Danmark risikerer forbud mod nye VM-trøjer, mener jurist

DBU og Hummel har ifølge en sportsjurist helt bevidst omgået FIFA's regler i forbindelse med de nye VM-trøjer. DBU afviser den vurdering.

DBU og Hummel har unægtelig lagt et pres på både FIFA og Qatar med den nye VM-trøje. De to parter kunne tirsdag afsløre, at der var et skjult budskab i de nye landsholdstrøjer.

De nedtonede trøjer skal sætte fokus på de ”menneskerettigheder, der bliver krænket” i Qatar.

Det kan være meget nærliggende, at FIFA vil forbyde Danmark at spille i trøjerne

Sportsjurist Jens Bertel Rasmussen

Budskabet er de seneste par dage gået viralt i stort set hele verden, men nu trænger et nyt spørgsmål sig på: Var FIFA klar over budskaberne i trøjerne, da de blev godkendt, eller var det blot designet, de godkendte?

DBU’s administrerende direktør, Jakob Jensen, fortalte tidligere på ugen til TV 2 SPORT, at VM-trøjerne er blevet godkendt af FIFA.

TV 2 SPORT har i flere dage forsøgt at få en kommentar fra FIFA vedrørende trøjerne, deres budskab og godkendelsesprocessen. Det er endnu ikke lykkedes trods flere henvendelser per mail og telefon.

Det er med andre ord svært at få svar på, om FIFA var bekendt med de "skjulte" budskaber, da de godkendte Danmarks VM-trøjer.

Spørger man sportsjurist Jens Bertel Rasmussen, så har DBU og Hummel bevidst omgået reglerne. FIFA’s paragraf 5 i Laws of the Game lyder nemlig som følger:

- Udstyr må ikke have politiske, religiøse eller personlige slogans, budskaber eller billeder. … Enhver forseelse vil betyde, at spilleren og/eller holdet bliver sanktioneret af turneringsarrangøren, det nationale fodboldforbund eller af FIFA.

En klar omgåelse, der kan få konsekvenser

Budskabet fra DBU og Hummel er skjult i trøjerne, men de har efterfølgende sat ord på, hvad især tredjetrøjens reelle formål er. Og det kan få konsekvenser, mener sportsjuristen.

- Det er klart en bevidst omgåelse af reglen, der taler om slogans og images. Udtalelserne kombineret med tøjet er en klar og bevidst overtrædelse af paragraf 5.

- Hvis man kæder kommentarerne fra Jakob Jensen (DBU) og Morten Lund (Hummel) sammen med tøjet, mener jeg, det er direkte i strid med paragraf 5. Det kan der ikke herske nogen tvivl om.

Hvis FIFA går ind i det her, har de så en sag?

- Det vil jeg bestemt sige, ja.

Hvad kan konsekvensen være?

- Det kan være meget nærliggende, at FIFA vil forbyde Danmark at spille i trøjerne og forlange, at de vil spille i andre trøjer. Det vil være den mest naturlige konsekvens i mit hoved.

DBU afviser at have omgået reglerne

DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, er blevet forelagt Jens Bertel Rasmussens vurdering, og her gentager Høyer, at FIFA har godkendt VM-trøjerne.

- Vi har naturligvis ikke bevidst omgået reglerne hos FIFA. Trøjerne er godkendt af FIFA, og vi har i årevis været meget tydelige i vores kritiske tilgang til afholdelsen af VM i Qatar.

Jens Bertel Rasmussen har dog mere end svært ved at forestille sig, at FIFA har godkendt trøjerne med en viden om deres budskab.

- FIFA har selvfølgelig ikke vidst, der var et budskab med trøjerne, siger sportsjuristen.

- De har jo ikke skrevet til FIFA, at "vores budskab er sådan, og sådan...", for så ville de blive ramt af paragraf 5.

TV 2 SPORT forsøger fortsat at få en kommentar fra FIFA angående trøjernes budskab.