Tre gange stillede tv-vært spørgsmål, men hver gang nægtede VM-vinder at svare
For 24 år siden var Frank Leboeuf med til at vinde VM for Frankrig. I dag vil han ikke svare på kritiske spørgsmål om turneringen.
Da den tidligere fodboldspiller og VM-vinder Frank Leboeuf besøgte studiet i ‘Go’ morgen Danmark’ var det langt fra alle spørgsmål, han ville svare på.
Flere gange blev han bedt om at svare på, hvad han mener om, at VM i år skal afholdes i Qatar.
Og hver gang nægtede han at svare på spørgsmålet.
- Tja, det er ikke rigtig derfor, jeg er her i dag. Det er ikke noget, jeg vil tale om. Du har et segment med eksperter, der taler om det lige bagefter. Jeg er meget glad for, at VM skal være der. Jeg spillede to år i Qatar, og jeg er sikker på, det nok skal gå fint, lød det undvigende fra Frank Leboeuf.
Frank Leboeuf var som forsvarsspiller med til at vinde VM-pokalen for Frankrig i 1998 og er i Danmark i forbindelse med 'Fifa World Cup Trophy Tour', som finder sted, inden startskuddet til VM lyder i november.
Og det og glæden ved fodbold var det eneste, han ville tale om, sagde han flere gange i ‘Go’ morgen Danmark’.
"Du burde ikke gå ned af den vej"
Blandt de største kritikpunkter af VM i Qatar er forholdene for de mange tusinde migrantarbejdere, der har været med til at gøre klar til turneringen.
Siden landet blev tildelt værtsskabet i 2010 har op mod 6500 arbejdere mistet livet. Samtidig er Qatar blevet beskyldt for at bruge korruption til at få værtskabet i hus.
Det var baggrunden for de kritiske spørgsmål, som Frank Leboeuf blev stillet.
Blandt andet har en anden franskmand og tidligere fodboldspiller Eric Cantona kritiseret tidligere spillere for at støtte op om VM i Qatar.
Føler du, at den kritik er berettiget?
- Igen, jeg vil ikke tale om det her, lød det fra den franske spiller.
- Jeg er her ikke for det. Jeg er her, fordi vi blev verdensmestre i 1998, og fordi jeg viser trofæet frem for det danske folk for at sige, at drømmen er mulig, tilføjede han.
Så du føler ikke et ansvar som tidligere spiller og måske som rollemodel?
- Du burde ikke gå ned ad den vej, for igen er det ikke noget, jeg kommer til at svare på. Jeg er ikke et politisk menneske. Jeg er her ikke for at tale om det, lød det fra Frank Leboeuf.
Kontrakt og penge kan være grunden
Ifølge Kenneth Holm Cortsen, der er forsker i sportsøkonomi og branding ved professionshøjskolen UCN, kan det være en kontrakt, der er skyld i, at Frank Leboeuf nægter at svare.
- Set fra min stol ser det ud til, at han er gået med til at indgå som ambassadør og dermed opinionsleder for VM. Og så kan det også være en fornuftig sum penge, der lægger til grund for det, som man før har set med sportspersonligheder, lyder det fra forskeren.
Kenneth Holm Cortsen understreger, at han ikke ved, hvad Frank Leboeuf er blevet betalt for at promovere VM, og om han har fået af vide, at der er noget, han ikke må tale om.
- Det fremstår uheldigt, for på vestlige breddegrader er ytringsfrihed, transparens og det at stille sig på mål for beslutninger vigtigt i 2022, siger Kenneth Holm Cortsen.
Coca-Cola: Vi bliver på grund af ansvar
Også Coca-Cola blev i samme udsendelse spurgt kritisk ind til VM i Qatar. De blev bedt svare på, hvorfor de ikke har boykottet VM i stedet for at sponsorere det.
Her fortalte CSR-direktør Annette Spangsgaard, at de har sponsoreret fodboldens verden i 46 år og ikke vil løbe fra deres ansvar om at lave bæredygtig forandring.
- Vi har fået lavet værtslandekontrakterne således, at de indeholder FN’s menneskerettighedskonvention, så vi har faktisk skabt bæredygtig udvikling. Og det er bare et af eksempler, lød det fra CSR-direktøren 'Go morgen Danmark'.
Her mener Kenneth Holm Cortsen, at Coca-Cola går med på en præmis om, at man som god samfundsborger eller virksomhed er nødt til at svare på spørgsmålene.
Men i 'Go’ morgen Danmark’ påpeger han dog også en kommerciel grund til ikke at boykotte VM.
- Hvis Coca-Cola eller andre langvarige sponsorater som Adidas dropper rettighederne, så kommer konkurrenter som Pepsi eller Nike i stedet for. Der er kun ét VM, og det er en lukrativ rettighed, lyder det fra Kenneth Holm Cortsen.