Fodbold

Braithwaite griner af rødt kort

Den danske angriber kom i fokus for både godt og dårligt i 2-2-kampen mod Valencia.

Espanyol-danskeren Martin Braithwaite var søndag en del af en kamp, som udviklede sig ganske dramatisk i slutminutterne.

Hjemmeholdet var foran med 2-1, da der manglede fem minutter af den ordinære spilletid, men så tog hændelserne fart:

  • Marcos Andre (Valencia) får direkte rødt kort efter 86 minutter
  • Martin Braithwaite (Espanyol) får direkte rødt kort efter 92 minutter
  • Eray Comert (Valencia) udligner i seks minutters overtid efter et kæmpe drop af Espanyols målmand

Den danske landsholdsspiller kom i VAR's søgelys efter et sammenstød midt på banen, hvor hans modstander Thierry Correia faldt til jorden, efter danskeren svingede med armen.

I første omgang blev der end ikke dømt frispark, men efter gennemsyn af billederne valgte dommeren at sende Braithwaite direkte i bad.

Den vurdering var hverken danskeren eller fodboldekspert Kasper Lorentzen enig i. Mens Braithwaite gik hovedrystende fra banen, sagde Lorentzen følgende ord:

- Billederne skal jo understøtte, at det er klart og tydeligt, at han rammer ham i hovedet. Det kan man ikke se på de billeder, vi ser, siger Kasper Lorentzen.

Se hændelsen i videoen øverst i artiklen.

Kæmpe drop

Selvom den tidligere Barcelona-spiller blev sendt tidligt i bad, lod Espanyol til at have kontrol med tingene.

De skulle bare spille overtiden ud uden at indkassere et mål. Men den præmis lod Espanyol-målmand Alvaro Fernandez ikke til at have forstået.

I seks minutters overtid kom en blød bold flyvende mod hans mål. Fernandez lod den gå, og så dumpede bolden ned i målet. Han havde simpelthen fejlvurderet situationen.

Alvaro Fernandez vil formentlig prøve at glemme sin kamp mod Valencia hurtigst muligt. Video: TV 2 SPORT

Kort forinden havde målmanden ellers advaret sig selv, da han tabte et skud, som var millimeter fra at gå i mål.

Er den gode start slut?

Det røde kort og pointtabet kommer efter en periode, hvor Braithwaite ellers har trukket overskrifter for det positive.

Han har fået en god start i klubben efter sommerens skifte fra Espanyol, hvor han er kommet på tavlen to gange i fire kampe.

I søndagens 2-2-opgør leverede danskeren også assisten til 2-1-målet.

Det var godt nok en af de lidt mere billige af slagsen, men danskeren blev noteret for assisten. Video: TV 2 SPORT

Nu får Braithwaite en ufrivillig pause, da det røde kort kaster en karantæne af sig.