Fodbold

To stjerner scorede hattrick - så fik de et problem

Erling Haaland og Phil Foden scorede begge tre mål mod rivalen Manchester United.

Det er sjældent, det giver problemer for et hold at score seks mål.

Men Manchester City fik et i luksus-kategorien efter 6-3-sejren over Manchester United søndag eftermiddag. Når en spiller scorer hattrick, hedder traditionen nemlig, at vedkommende skal have kampbolden med hjem.

Både Erling Haaland og Phil Foden havde præsteret netop det, og det fik fotograferne sjove billeder ud af i minutterne efter slutfløjt.

Som det kan ses på det sidste af de tre billeder ovenfor, blev løsningen, at de to offensive profiler fik en bold hver. Det fortalte de også efter kampen.

Hvem skal have kampbolden?

- Jeg tror, vi får en hver, indledte Foden, inden Haaland tog over i Sky Sports interview.

- Ja, vi har en for første halvleg og en for anden halvleg, lød det med et grin.

Manchester City vs. Manchester United
6-3
FT
  1. 8' MålPhil FodenAssist: Bernardo Silva
  2. 34' MålErling Braut HaalandAssist: Kevin De Bruyne
  3. 37' MålErling Braut HaalandAssist: Kevin De Bruyne
  4. 44' MålPhil FodenAssist: Erling Braut Haaland
  5. 56' MålAntonyAssist: Christian Eriksen
  6. 64' MålErling Braut HaalandAssist: Sergio Gomez
  7. 73' MålPhil FodenAssist: Erling Braut Haaland
  8. 84' MålAnthony Martial
  9. 90' MålAnthony MartialStraffespark

"En drøm, der gik i opfyldelse"

Den opløftede stemning prægede hele interviewet, hvor begge spillere var glade.

Phil Foden: - Det er en drøm, der går i opfyldelse – at få lov til at spille et derby. Jeg er City-fan. Erling og jeg har opbygget en relation nu. Det er en fornøjelse at være en del af holdet.

Erling Haaland: - Det var ikke så dårligt. Vi scorede seks mål. Hvad kan jeg sige? Det er fantastisk at vinde på hjemmebane og score seks mål. Det er dejligt. Du kan mærke det hele tiden på de afleveringer, vi laver til hinanden. Vi vil hele tiden fremad, og vi vil angribe. Det er det, jeg elsker ved holdet. Det er fantastisk.

Det er blot fjerde gang i Premier Leagues historie, at to spillere scorer hattrick i samme kamp, skriver ligaen på sin Instagram.

Haaland er suveræn topscorer i den engelske liga med 14 (!) mål i 8 kampe, mens Foden har lavet 5.