Fodbold

DBU svarer igen på Qatar-kritik

Dansk Boldspil-Union forbeholder sig retten til at deltage i events i Qatar, der har et tilstrækkeligt stort fagligt indhold.

En repræsentant fra Dansk Boldspil-Union (DBU) har de seneste dage deltaget i et event i Qatar, der har fokus på data og analyse.

Det bliver kritiseret af Stanis Elsborg, senioranalytiker hos Play the Game, der arbejder for gennemsigtighed og demokrati i sport.

DBU svarer nu igen og mener, at det faglige indhold berettiger deltagelsen.

- Vi fik en invitation fra FIFA til et arrangement med program med oplæg om data, analyse, restitution og andre elementer i moderne fodbold. Det var vores vurdering, at det har faglig relevans for DBU og dansk fodbold, siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

Når DBU vælger at deltage, bliver unionen viklet ind i Qatars PR-propaganda på de sociale medier, mener Stanis Elsborg.

Han henviser blandt andet til, at Christian Kejser, faglig leder af præstationsanalyse hos DBU, kan ses på flere Twitter-opslag, hvor han holder oplæg om dataanalyse ved begivenheden i Qatar.

- Vi kan ikke stå til ansvar for, hvad andre bruger vores deltagelse til. Men vi er meget opmærksomme på, hvad vi selv bidrager til.

- Vi stiller ikke op til aktiviteter, fotos eller optagelser, der kan bruges i markedsføring for Qatars VM-værtskab, siger Jakob Høyer.

Fagligt og sportsligt fokus hos DBU

Jakob Høyer understreger, at han generelt er enig med Elsborg og Play the Games kritik af Qatars PR-maskine.

- Jeg forstår kritikken og er enig i, at der op til VM er masser af former for reklame og profilering af værtskabet. Derfor siger vi også nej til en række aktiviteter.

- Der er også arrangementer som den her konference, som har så stort fagligt indhold, at det er relevant, at vi deltager på vegne af dansk fodbold. Vi mener, at vi bør kunne deltage i workshops, der har et fagligt og sportsligt fokus, siger Jakob Høyer.

Det er organisationen Aspire Academy, der står som arrangør af det event, som Christian Kejser har deltaget i.

Aspire Academy blev oprettet i 2004 og kalder sig selv "en uafhængig regeringsstøttet" organisation, der refererer direkte til emiren. Det oplyser organisationen på sin hjemmeside.

Alene på grund af støtten fra emiren kan organisationen ikke være uafhængig, mener man i Play the Game.

- Men Qatar har nok en anden opfattelse af uafhængighed end i Danmark. Aspire er en stor satsning og har været en del af Qatars VM-kampagne, konstaterer Stanis Elsborg.