Fodbold

Ukraine vil være medvært for fodbold-VM i 2030

Ifølge mediet The Times vil Ukraine være VM-vært sammen med Portugal og Spanien. Planen præsenteres sandsynligvis onsdag.

Ukraine vil efter alt at dømme tilslutte sig Spanien og Portugal i deres forsøg på at blive værter for VM i fodbold i 2030.

Det rapporterer den britiske avis The Times mandag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ukraine ønsker angiveligt at være vært for en af grupperne i turneringen.

Det fremgår af en plan, som ifølge The Times er blevet godkendt af både Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og regeringerne i Spanien og Portugal.

Det nye partnerskab skal ifølge forlydender præsenteres af spanske og portugisiske fodboldchefer på en pressekonference på Uefas hovedkvarter onsdag.

Uefa er Det Europæiske Fodboldforbund, og det har hovedkvarter i Nyon i Schweiz.

Regner med VM til Europa

Reuters har kontaktet både Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), der arrangerer VM, og Uefa for at få en kommentar.

Spanien og Portugal har tidligere meddelt, at de to lande ønsker at arrangere VM sammen i 2030.

Til november og december er Qatar vært for VM i år, mens slutrunden i 2026 afholdes af USA, Canada og Mexico i fællesskab.

I begyndelsen af september sagde Uefa-præsident Aleksander Ceferin, at han er sikker på, at Spanien og Portugal kommer til at afholde VM i 2030.

De to lande underskrev i 2020 en aftale om at arbejde videre med deres fælles bud på værtskabet. Planen blev offentliggjort i juni.

- Jeg er sikker på, at VM i 2030 vil blive spillet i Spanien og Portugal, sagde Ceferin på en pressekonference i Lissabon i begyndelsen af september ifølge The Japan Times.

Spanien var vært for VM i 1982.

Sammen med Portugal lancerede Spanien et mislykket bud på at afvikle turneringen i 2018. Her gik værtskabet i stedet til Rusland.

Portugal har aldrig været vært for VM, men holdt EM i 2004.

Mange om buddet

Flere andre lande har allerede indgivet et officielt bud på at afholde VM i fodbold i 2030.

I Sydamerika er fire lande gået sammen om et fælles bud på slutrunden. Argentina, Uruguay, Paraguay og Chile tilsammen håber på at blive tildelt værtsskabet, men de udfordres af trioen Saudi-Arabien, Grækenland og Egypten.

Endelig er Marokko også med i opløbet.