VM fodbold

DBU vil ikke kommentere på mystisk historie om Danmark

DBU har ingen kommentarer til de verserende historier, der kan være med til at ødelægge Danmarks brand.

Det er en meget mystisk historie, der lige nu florerer i flere mellemøstlige medier. En historie, som DBU ikke vil forholde sig til.

Doha News og Middle East Monitor, to store og verificerede medier, har i historier refereret til en organisation ved navn "Denmark Uncensored", som skulle have sendt et brev til FIFA-præsident Gianni Infantino, hvor han opfordres til at få dommerne til at bære armbind med ordene End Denmark Racism.

Organisationen beskriver i brevet, at Danmark ad adskillige omgange bedrager befolkningen til at tro, at Danmark er et sandt demokrati -og menneskerettighedshimmerige.

Sådan fungerer det dog ikke, mener organisationen, der hævder, at menneskerettighedsorganisationer og sportsinstitutioner i Danmark har rapporteret om adskillige bølger af misbrug mod alle dele af samfundet - primært kvinder, LGBT-samfundet og atleter selv.

Hverken Amnesty International eller LBGT-miljøet kender til organisationen, og Helle Halmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, der har ekspertise inden for international politik og sikkerhed i Mellemøsten, kalder det ”ren fabrikation og løgn”.

- Historien er ret vild. Det er klassisk desinformation eller misinformation, hvor man tager noget, der er rigtigt, og blander det sammen med noget andet for at få opmærksomheden væk. Alt fra Hummel og de sorte dragter og til armbindene, vurderer seniorforskeren.

DBU ønsker ikke at kommentere på historien. TV 2 SPORT har også forsøgt at få en kommentar fra FIFA, men det er stadig ikke lykkedes.

Det er heller ikke muligt at blive klogere på organisationen Denmark Uncensored, der, ifølge Jyllands-Posten, har en hjemmeside under navnet thetruedenmark.org. Mandag morgen er hjemmesiden dog ikke længere åben.

Det er heller ikke muligt at finde ud af, hvem der står bag organisationen, og hvor mange mennesker det drejer sig om.

Tilfældig timing? Næppe

I sidste uge var Hummel og DBU ude at beskrive budskabet for Danmarks sorte VM-trøje. Hummel kalder trøjen for et omvandrende sørgebind, der skal rette fokus på de mange immigrantarbejdere, der har mistet livet i Qatar.

Det er derfor ikke usædvanligt, at disse artikler og brevet kommer ud netop nu.

- Det her er noget, man ser for lande, hvor der meget på spil. Og det har Qatar, mener Helle Halmvig.

- Med verdensmesterskabet er det en brandingøvelse og med den kritik, Danmark rejste mod Qatar i sidste uge, er det med til at ødelægge den brandingmaskine, lyder det fra seniorforskeren og uddyber.

- At artiklerne kommer ud nu, er med til at underminere Danmarks internationale stemme eller tage kritikken ud af den kritik, som Danmark sendte mod Qatar.

VM i ørkenstaten starter søndag den 20. november og løber til og med den 18. december.