- Det klinger hult, siger ekspert om Beckham-udtalelse
Den tidligere engelske fodboldstjerne er blevet kritiseret for sin rolle som ambassadør for verdensmesterskaberne i Qatar.
- Jeg ville elske at have spillet ved disse verdensmesterskaber.
Sådan lyder ordene fra David Beckham, der er officiel ambassadør for VM i Qatar.
Beckham tror, at spillerne kommer ind med en større energi til slutrunden, der begynder i november, end de plejer. Det vil ifølge den tidligere fodboldstjerne give noget fodboldspil, der ikke er set før ved et verdensmesterskab.
- Jeg var heldig at spille ved tre VM-slutrunder, og jeg ved, at jeg gik ind til hver eneste af dem efter at have spillet en sæson på 50 til 60 kampe.
- Nu kommer spillerne ind til VM efter at have spillet 25 kampe, så de vil ankomme friske og spændte, lyder det fra Beckham.
Ordene fra den tidligere engelske landsholdsanfører giver brandingekspert Simon Bastiansen ikke meget for.
- Han kan sagtens sige det her og mene det. Det ved vi ikke, om han gør, men vi ved bare, at det kommer fra én, der er købt og betalt, og det er der, det klinger lidt hult, siger Bastiansen til TV 2 SPORT med henvisning til Beckhams ambassadør-rolle.
Brandingeksperten tilføjer, at Beckhams ansættelse er en altafgørende præmis.
- Havde det været en landstræner, eksempelvis Kasper Hjulmand, som havde sagt, at vi kommer ind til VM på en helt ny måde, havde jeg haft paraderne nede.
Nyt fokus fra ambassadøren
Mens David Beckham indtil nu har haft fokus på meget af det, der foregår uden for grønsværen, er fokus nu også på det sportslige.
- Han er ansat til at tale om det her på alle mulige måder. Nu er fokus på, at spillerne kommer udhvilede på en helt anden måde. Den får hele tiden et nyk, og nu handler det om sporten.
- Man skal stadig huske, at manden får 347.000 kroner om dagen for at facilitere VM og tale det op, og selvfølgelig har de en PR-strategi med det, siger Simon Bastiansen.
Beckham er ikke det det eneste profilerede fodboldnavn, Qatar har hyret som et effektivt trumfkort til at tale værtskabet op.
Også navne som Samuel Eto'o og Xavi Hernández er ambassadører for turneringen, der starter den 20. november.