VM fodbold

Polsk håndværker fortæller om enorm forskelsbehandling i Qatar

En polsk håndværker, der var med til stadionbyggerierne i Qatar forud for VM-slutrunden, fortæller om stor ulighed – efter køn, race og nationalitet.

I godt et år arbejdede de side om side. Eller, det vil sige, da Michael og resten af det polske håndværkersjak blev fragtet til deres hotelværelser et stykke ud på eftermiddagen i fine, nye og rene minivans, fortsatte de asiatiske og afrikanske migrantarbejde det tunge læs til omkring midnat.

Sådan fortsatte det. Dag efter dag. Aften efter aften. Men her stopper det sammenlignelige mønster også.

Stadionbyggerierne i Qatar har været genstand for massiv kritik og debat, og i årenes løb er det blevet alment kendt, at samtlige migrantarbejdere levede under kummerlige og umenneskelige betingelser. Virkeligheden forholder sig dog en smule anderledes, og denne beretning afslører, hvordan det qatarske styre anvendte strukturel racisme under opførelsen af de stadions, der senere på året skal huse klodens bedste fodboldspillere.

Kilden er anonym

Artiklen her tager udgangspunkt i beretningen fra en polsk håndværker, der fra marts 2019 og året ud arbejdede på to af de stadions, der skal huse VM-slutrunden i Qatar.

Interviewpersonen har af sikkerhedsmæssige årsager ønsket at fremstå anonym.

Vi kalder ham derfor Michael i artiklen, og hans ansigt er sløret på billederne af ham i Qatar. Han er dog indforstået med, at hans nationalitet nævnes.

En flybillet til ulighed

For Michael begyndte det hele hjemme i Polen et par måneder inden afrejse. Eller hjem er måske så meget sagt. Gennem flere år havde håndværksfaget bragt ham forbi Belgien, Tyskland og Angola. Nomadetilværelsen tyngede ham i længden, men efter et par måneder i Polen, henslængt på sofaen uden den store arbejdsaktivitet, kriblede det atter i fingrene hos den unge håndværker.

Et jobopslag fangede hurtigt hans interesse, og få uger senere var kontrakten underskrevet. I marts 2019 ramte fødderne for første gang ørkensandet i Qatar.

- Jeg kendte ikke det store til firmaet, der fik mig derned. Jeg følte mig dog ganske tryg, da 49 procent af firmaet var polsk ejet (sådan er licenskravet i Qatar, hvis man ønsker at drive virksomhed i landet, red.). Så jeg tænkte, at de havde min ryg, fortæller Michael til TV 2 SPORT.

Sammen med godt 200 polakker og 50 serbere blev han installeret i hotellignende forhold med udsigt til både havet, større poolområder og et fitnesscenter i kælderen.

Han boede under forhold, der mindede om et feriested. Video: TV 2 SPORT

Modsat beretningerne fra de værste migrantlejre langt ude i ørkenen blev de ikke stuvet sammen i køjesenge på ganske få kvadratmeter, men indlogeret på værelserne enten alene eller to og to.

- Vores hverdag var slet ikke sammenlignelig med arbejderne fra Asien eller Afrika. De havde ikke samme friheder som os. Der blev holdt nøje øje med deres arbejde og antallet af timer, de lagde i byggeriet. De var også hyret ind til at være vores hjælpere, forklarer Michael og tilføjer:

- I Qatar er det normalt, at man holder fri om fredagen. Den rettighed havde vi fra Østeuropa også, men ikke de andre. De fortalte ligeledes, at de havde fået inddraget deres pas og papirer, og at det kneb med muligheden for rent vand og tøj.

- Vi fyldte derfor vores tasker med mad og drikke, inden vi mødte ind på byggepladsen hver morgen. Så kunne de få noget energi til den lange arbejdsdag.

Desværre kender vi til flere eksempler på den form for forskelsbehandling og racisme blandt det arbejdende folk i Qatar

Annette Stubkjær Rimmer, Amnesty International Danmark

Netop synet fra byggepladsen husker Michael tydeligt. Hvad enten det var tidlig morgen eller sen eftermiddag. Så langt øjet rakte kunne han bag indhegningen se horder af udkørte mennesker foran en række opstillede apparater.

- De skulle scanne et kort hver dag, når de mødte ind, og stemplede ud igen sidst på aftenen. Køen til maskinerne var lang. Helt uvirkeligt lang. Uanset tidspunktet på dagen var der proppet med mennesker. Og det var ikke unormalt, at der udbrød tumult, eller at mindre grupper endte i håndgemæng.

Arbejdere, der er på vej til og fra arbejde på en af de mange VM-byggepladser. Video: TV 2 SPORT

Efter udtjekning ventede de store grupperinger af migrantarbejdere på at blive samlet op og fragtet til deres kummerlige forhold i den bagende ørken.

Igen i stærk kontrast til Michael og hans kumpaner, der blev hentet af privatchauffør med musik i højttaleren og ofte kørt til stranden eller ud i ørkenen til diverse arrangementer eller aktiviteter.

. Video: TV 2 SPORT

Forudbetalt løn og dækkede hospitalsregninger

Det var også i ørkenens tidlige aftentimer, at uligheden blandt migrantarbejderne i Qatar eftertrykkeligt kom til udtryk.

Efter et styrt på et motorkøretøj i sandbankerne beskadigede Michael sin ene skulder så grelt, at en operation var nødvendig.

Havde han haft oprindelse andetsteds end Østeuropa, havde det formentlig været på egen regning og med en stor risiko for, at han enten skulle hjemsendes uden løn eller måtte arbejde sig gennem skaden og smerterne.

- Jeg oplevede at få min hospitalsregning betalt dernede, da jeg slog min skulder. Skaden var ikke i forbindelse med byggeriet, men jeg fik papirer på det hele til dokumentation, hvis der skulle opstå problemer senere hen, forklarer han.

Michael drejer samtalen over på den øvrige økonomiske ulighed i forbindelse med byggeriet.

- Selvom vi arbejdede side om side, og de ofte blev der længere end os, tjente de kun en brøkdel af det, vi fik.

- Jeg fik udbetalt mellem 10.000 og 15.000 riyals om måneden (30.000 danske kroner, red.), mens migrantarbejderne fra Nepal, Indien eller Bangladesh fortalte om lønsedler på 2000 til 3000 riyals – hvis de overhovedet fik deres penge.

- De beklagede sig dog aldrig, for det var nok mere end det, de kunne tjene hjemme, hvor de kom fra, siger han.

Han fortæller ydermere, at byggelederne let kunne skaffe flybilletter ud af landet, og at han i løbet af sit ophold i Qatar fik mulighed for at besøge omkringliggende lande på ferie. Det var endda på sådan en rejse, at han mødte sin nuværende kæreste – en stewardesse på det fly, han fløj med.

Michael har med andre ord udelukkende positive minder med i sin rygsæk, når han tænker tilbage på tiden i Qatar i 2019, hvor han var med til at færdiggøre Al Bayt Stadium i Al Khor-området og Education City Stadium i Al Rayyan.

Amnesty kender til strukturel racisme

Hos Amnesty kender man godt til den grove forskelsbehandling i Qatar og de øvrige lande i Golfen.

I en rapport fra april 2022 skriver menneskerettighedsorganisationen blandt andet, at det qatarske styre opererer efter en form for taksameterbetaling alt efter udseende og ophav – og henviser til, at det er i direkte strid med landets nyeste forfatning fra starten af dette årtusinde.

- Det er ulovligt at differentiere lønnen på baggrund af køn, race, religion og sprog, skriver Annette Stubkjær Rimmer, der er politisk rådgiver i organisationens danske afdeling, i en mail til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Desværre kender vi til flere eksempler på den form for forskelsbehandling og racisme blandt det arbejdende folk i Qatar og andre lande tilhørende Golfen. Her ser vi blandt andet, at afrikanere og folk fra store dele af Asien rangerer helt i bund og bliver underbetalt i forhold til andre, der udfører det samme arbejde.

- Rekrutteringsfolkene tjener styrtende på det, men selv mener de, at migrantarbejderne ville stå tilbage uden arbejde og uden nogen form for indtægt, hvis de ikke blev præsenteret for muligheden.

Det samme anerkender Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Det overrasker eller undrer mig ikke helt vildt, uden at jeg direkte har kendskab til specifikke situationer.

- Hvide mennesker – eller kaukasiere, som man også kalder dem – bliver generelt behandlet langt, langt bedre end folk fra eksempelvis Asien eller Afrika i Golfen.

- Der er helt sikkert tale om strukturel racisme, og i Qatar er det også ofte sådan, at de bedst uddannede folk, som eksempelvis professorer, læger eller tv-værter, enten er hvide eller af arabisk afstamning, afslutter hun.