FCK-keeper råbte til City-stjerne efter Haalands opvisning

Kamil Grabara henvendte sig til Jack Grealish, efter Erling Haaland endnu en gang gjorde, hvad der passede ham.

Det er næsten umuligt at forstå, hvor god Erling Haaland er.

Tallene taler sit tydelige sprog, for den store nordmand har scoret 19 mål i 12 kampe efter skiftet til Manchester City.

Onsdag aften gjorde han det onde ved FC København, da de var på besøg i Champions League. Haaland spillede kun første halvleg, men det var stadig nok til at lave to mål, og på et tidspunkt måtte FCK-keeperen Kamil Grabara ud med sine frustrationer.

Det forklarer City-stjernen Jack Grealish, da han efter kampen bliver spurgt ind til Haaland:

- Det er utroligt. Hvis jeg skal være ærlig, så har jeg aldrig oplevet noget lignende. Jeg grinede bare efter de første to mål, fordi jeg ikke forstår, hvordan han gør det. Han er altid det rigtige sted, og han gør det altid færdigt. Det er en fornøjelse at spille med ham.

- Da jeg gik tilbage mod midterlinjen efter et af målene, begyndte målmanden at snakke til mig. Og jeg svarede ”hvad?”. Og så var han sådan: ”Den her fyr er ikke et menneske”. Og så svarede jeg: ”Nej, bror.” Haaland er bare vild, og han er en fornøjelse at spille sammen med, siger Grealish til BT Sport.

Haaland blev taget ud i pausen af CL-kampen, hvor City allerede førte 3-0. Og det var udelukkende med henblik på næste kamp.

Det siger holdets cheftræner, Pep Guardiola, på et pressemøde efter sit holds 5-0-sejr i Manchester.

- Planen var ikke at tage ham ud, og havde det været en tæt kamp, så var Erling blevet på banen. Men det gav mening at tage ham ud, så han kan være klar til at møde Southampton (på lørdag, red.), som vi normalt har det svært mod.

- Erling har spillet mange minutter for os, og vi førte 3-0 i pausen, så vi kunne tage ham ud og give ham et hvil. Han er ikke skadet, siger Guardiola ifølge Ritzau.

City-sejren sender englænderne til tops i gruppen: