- Vi kan ikke klage over det, siger Hjulmand
Landstræner Kasper Hjulmand har respekt for de kommende modstandere.
Søndag blev der trukket lod til EM-kvalifikationen frem mod mesterskabet i 2024, og det gik rigtig godt, mener landstræner Kasper Hjulmand.
- Vi kan ikke klage over det, siger han til TV 2 SPORT og tilføjer:
- Det kunne have været meget værre.
Hjulmand var til stede ved lodtrækningen i Frankfurt, og her kunne han se Finland, Slovenien, Kasakhstan, Nordirland og San Marino havne i samme pulje som Danmark.
Respekt for det, der venter
Selvom flere af modstanderne er lidt ukendte, bringer særligt én nation tunge minder frem.
- Finland er et hold, vi skal have vundet over. Det endte med at blive den der underlige kamp, som vi spillede, siger Hjulmand og henviser til EM-kampen sidste sommer, hvor Christian Eriksen faldt om, og Danmark tabte 1-0.
- Finland er i total fremgang. De har klaret sig godt på det seneste og er et godt hold.
Selvom Danmark er kommet i en god pulje, kommer modstanderne ikke til at blive undervurderet.
- Slovensk fodbold er også stærk. Det er et godt hold, men vi tager alle vores modstandere seriøst, og vi skal angribe det fuldstændig snorlige. Så det glæder vi os til.
For nu er der dog ingen tvivl om, hvor landstrænerens fokus ligger.
- Om en time tænker jeg ikke mere på det. Der er jeg på VM igen.
Danmarks næste opgave bliver ved verdensmesterskaberne i Qatar, hvor den første kamp er mod Tunesien den 22. november.
De andre to gruppekampe er mod først Frankrig og slutligt Australien.