VM fodbold

VM-spillernes klubber får 1,6 milliarder kroner

Der er penge at hente, når fodboldklubber afgiver spillere til VM-slutrunden i Qatar.

Det bliver indbringende for alle de klubber, der må afgive spillere til VM-slutrunden i fodbold i november og december.

Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) meddeler tirsdag, at for hver dag en spiller er samlet med landsholdet i forbindelse med VM-slutrunden i Qatar - det gælder også forberedelsesugen op til VM - får spillerens klub cirka 10.000 dollar i kompensation. Det svarer til cirka 76.000 kroner per dag.

Samlet set giver det 180.000 dollar til spillerens klub, hvis spillerens land bliver sendt hjem efter gruppespillet. Det svarer til 1,36 millioner kroner.

Beløbet stiger gradvist, alt efter hvor langt spillerens land når. Beløbet når op på cirka 2,8 millioner kroner for spillere, der deltager i VM-finalen 18. december.

Mange klubber kan få penge

Pengene skal fordeles mellem de klubber, som spilleren har repræsenteret i de to år op til VM. Det betyder eksempelvis, at både Valencia, Atlético Madrid og Brøndby får kompensation, hvis Daniel Wass er en del af Danmarks VM-trup.

Samlet set skal der uddeles 209 millioner dollar til VM-spillernes klubber. Det svarer til næsten 1,6 milliarder kroner. Det er på niveau med kompensationen ved VM i Rusland for fire år siden.

Kompensationssystemet blev indført op til VM i 2010 efter et pres fra de magtfulde europæiske klubber, der måtte afgive en stor del af deres spillere til landsholdstjeneste og derfor risikerede en øget skadesfrekvens som følge af den hårdere belastning.

Klubberne er selv ansvarlige for at ansøge om den økonomiske godtgørelse.

Hver af de 32 VM-deltagere skal udtage en trup på 26 spillere. Samlet er der 832 spillere med til slutrunden.