FCM-spillere kiggede hinanden i øjnene og fik stoppet akut krise
FC Midtjylland har haft et stort fokus på de mentale vanskeligheder, der i sæsonstarten kostede dyrt.
- Der er noget galt med holdet.
Så klar var meldingen fra FC Midtjylland-profilen Gustav Isaksen i begyndelsen af september. Midtjyderne havde netop taget hul på Europa League-kampagnen med et skuffende nederlag til østrigske Sturm Graz.
De problemer, som vicemestrene havde haft i sæsonstarten, fortsatte, og flere pegede på, at det først og fremmest handlede om mentale udfordringer.
- Vi havde nogle kampe, hvor vi kom rigtig dårligt fra start, så selvfølgelig var det et område, der var rimelig akut at tage fat i, siger Jonas Lössl til TV 2 SPORT en måned senere.
Meget tyder på, at FC Midtjylland nu er kommet ud på den anden side. De har ydmyget Lazio, spillet uafgjort med Feyenoord og fået point i samtlige Superliga-kampe siden skuffelsen i Graz.
"Vi har haft mange snakke"
De har kigget hinanden i øjnene og fundet den balance, der gør, at de ikke skal have en skideballe af cheftræneren i pausen, før de kan være konkurrencedygtige.
- Vi har påtalt over for os selv, at vi skal kunne levere i 90 minutter. Det skal vi kunne.
- Vi har haft mange snakke på holdet, og så har der været nogle taktiske ting, hvor vi har kigget på, hvad er det, der gør, at vi måske falder en smule igennem. Det er noget af det, vi har arbejdet med, siger Jonas Lössl.
Torsdag aften skal FC Midtjylland igen bevise, at de er i stand til at levere over en hel fodboldkamp, når de gæster Feyenoord på De Kuip i Rotterdam i en vital kamp i Europa League.
Gav spillere klar besked i pausen
For bare en uge siden stod de to hold senest over for hinanden. FC Midtjylland bagud med 0-2 i pausen, og selvom det på papiret kunne indikere, at de igen var kommet dårligt fra start, var det ikke tilfældet.
På onsdagens pressemøde forklarede cheftræner Albert Capellas, at han i omklædningsrummet italesatte de mentale udfordringer, der kan være forbundet med at være bagud med to, selvom indsatsen var tæt på upåklagelig.
- Vi spillede jo godt i første halvleg, så jeg gjorde alt for at fortælle dem, at de ikke måtte falde sammen. Jeg sagde til dem, at de ikke måtte blande resultatet sammen med præstationen. De skulle bare fortsætte.
Det var lige nøjagtigt det, som midtjyderne gjorde, og da kampen blev fløjtet af i Herning, var stillingen 2-2. FC Midtjylland leverede et flot comeback og skrabede et vitalt point til sig.