VM fodbold

VM-chef svarer igen: - Det er en sportsturnering

Nasser Al-Khater mener ikke, at fodboldledere er klædt godt nok på til at kritisere VM-værten Qatar.

Direktøren for Qatars VM-værtskab i fodbold, Nasser Al-Khater, vil have internationale fodboldledere til at koncentrere sig om deres eget fodboldlandshold i stedet for at bruge taletid på at kloge sig om arbejds- og menneskerettighedsforholdene i VM-værtslandet.

Fodboldlederne er alligevel uvidende og udtaler sig kun af pligt, siger VM-chefen i et interview med Sky Sports.

- Mange mennesker snakker om problemer med migrantarbejdernes arbejdshold. Men de er ikke eksperter i det, de snakker om. Det virker for mig, som om at de føler sig forpligtet til at tale om det. Jeg synes, de skulle læse og uddanne sig selv i, hvordan tingene foregår i Qatar.

- Når folk kommer ud og siger, at de synes, at der skal være en kompensationsfond for migrantarbejdere i Qatar, så læser de bare op af et stykke papir.

- Det spørgsmål bør man overlade til eksperterne. I stedet bør fodboldlederne fokusere på deres eget hold, siger Nasser Al-Khater.

Der har blandt andet været stor fokus på landets overtrædelse af menneskerettighederne og arbejdsforholdene for de mange migrantarbejde i Qatar. Byggerier af VM-stadioner og andet VM-relateret infrastruktur er kritiseret for at blive bygget under slavelignende forhold, der har kostet tusindvis af migrantarbejdere livet.

Flere VM-deltagere har proklameret, at de vil stille op med et anførerbind i regnbuefarver eller med antidiskriminationskampagnen "OneLove".

Trøjesponsoreren Hummel har også fortalt, at Danmarks sorte tredjetrøje er "et omvandrende sørgebind, som viser respekt til de tusindvis af migrantarbejdere, der har mistet livet, så Qatar kan afholde VM."

"Det er en sportsturnering"

Nasser Al-Khater håber, at der bliver skruet ned for politiske markeringer under VM.

- Som jeg forstår det, foregår der diskussioner om, hvilke politiske budskaber der vil være under VM.

- Det er en sportsturnering, som folk kommer til at følge med glæde. Jeg tror ikke, at det er det rigtige for sporten at gøre det til en platform for politiske udtalelser, siger han.

VM i Qatar afvikles i perioden 20. november-18. december. Danmark er blandt de 32 deltagende nationer.