VM fodbold

Kampen mod Danmark er den vigtigste for Tunesien

Danmark åbner fodbold-VM mod Tunesien den 22. november. Her gør den tunesiske journalist Souhail Khmira dig klogere på modstanderen.

Fodbold er den mest populære sportsgren i Tunesien. Landskampe er store begivenheder, som får folk til at tænde fjernsynet.

Og fans rejser verden rundt for at se Tunesien. Grundet den politiske usikkerhed og økonomiske krise, landet kæmper med, søger tuneserne ofte tilflugt og finder trøst i fodbold. Det giver dem glæde, og tusinder rejser til Qatar for at se verdens største fodboldbegivenhed.

Alene dét at deltage ved VM er en bedrift for Tunesien. Det giver tuneserne en chance for at se landsholdet i kamp mod de bedste hold og spillere i verden. For Tunesien tror jeg faktisk, at muligheden for at deltage ved VM er bemærkelsesværdigt nok i sig selv. Vi håber på at få en sejr. At nå videre fra sådan en gruppe bliver meget svært, men vi håber at kunne kæmpe for det til det sidste.

Tunesien var med ved VM for første gang i 1978 i Argentina. Det var et magisk øjeblik for Tunesien. VM i 2022 bliver landets sjette VM.

Indtil nu har Tunesien kun vundet to VM-kampe. Den første i 1978, hvor Mexico blev slået 3-1. Den anden over Panama med 2-1 i 2018.

Tuneserne ser mest af alt frem til kampen mod Danmark. Det bliver den vigtigste kamp i gruppen for os

Landsholdet er aldrig gået videre fra gruppespillet. Derfor tror jeg, de færreste har store forventninger til Tunesien.

Men Tunesien går ind til alle kampe med et mind set om at vinde. I 2018 gjorde Tunesien det meget hæderligt mod værdige modstandere; Panama, England og Belgien. Holdet var godt sammensat og spillede smuk fodbold.

Klimaks i 00'erne

I nyere tid tror jeg, vores 2006-hold var det bedste. Fodboldspillet ændrer sig hele tiden, og spillestilen udvikler sig, men for mig forbliver 2006-holdet det bedste. Vi var stadig på vores højeste efter sejren i Africa Cup of Nations i 2004. Det var klimakset for vores landshold.

Nu til dags er Tunesien mere defensivt orienteret, især mod hårde modstandere. De holder sig mest til bolderobringer og hurtige kontraangreb. Den defensive tilgang hænger sammen med, at holdet mangler effektivitet i angrebet og samtidig har svært ved at bemande forsvaret, når de angriber. I perioder af kampene vil holdet presse modstanderen, og afhængigt at stillingen ved pausen kommer de ofte bedre og mere aggressivt ud til anden halvleg.

Tunesien rangerer lige nu som nummer 30 i verden. Den bedste rangering var som nummer 14 lige inden VM i 2018, men siden da er de gået noget tilbage. I optakten til VM tabte de 5-1 til Brasilien på Parc des Princes i september. Fem dage tidligere slog de Comorerne med 1-0.

De fleste tunesiske spillere på landsholdet spiller i udlandet. Kun en femtedel spiller hjemme, mens resten gør sig i Europa og Asien. Den nuværende landstræner, Jalel Kadri, er tuneser. Han blev forfremmet fra assistent efter FIFA Arab Cup i januar 2022.

Nøglespillerne i forsvaret er Montassar Talbi og Mohamed Drager. De er krigeragtige typer, og sammen holder de en meget effektiv linje mod angriberne.

På midtbanen danner Aissi Laidouni og Elyes Skhiri fundamentet, mens Youssef Msakni og Wahbi Khaziri er nøglespillerne i angrebet. De er hurtige, slanke og elegante. Det er de vigtigste spillere for Tunesiens offensiv.

Kampen mod Danmark er den vigtigste

Tuneserne ser mest af alt frem til kampen mod Danmark. Det bliver den vigtigste kamp i gruppen for os, og det kan blive et vendepunkt.

Men det bliver ikke nemt.

Vi har fulgt danskerne gennem Nations League, og det bliver en opgave, der ikke bliver taget let på. Uafgjort mod Danmark vil blive fejret i Tunesien.