VM fodbold

VM skal redde dansk grupperival, men nøglespillere er stoppet

Om en måned møder Danmark Australien i den sidste gruppekamp ved VM. Her gør den australske journalist Adam Peacock dig klogere på modstanderen.

Australien kender sin plads i fodboldverdenen, men lige under overfladen lurer et brændende ønske om vise, at hele verden tager fejl.

Det er, som det er i Australien. Vi bor på en enorm landmasse, på størrelse med Amerika, med en relativt lille befolkning på 25 millioner. På den anden side af kloden. Langt fra alting.

Nationen elsker at slå fra sig i vægtklasser over sig i international sport – og har gjort det ved OL og VM i en lang række sportsgrene.

Men det har været op ad bakke, når det drejer sig om sportsbegivenheden over dem alle for mænd: VM.

32 år i kulden

Australien var med første gang i 1974, som blev efterfulgt af 32 års sorg og tårer, hvor man fandt nye og opfindsomme måder at misse kvalifikationen på. Forbandelsen blev brudt i 2005, da Guus Hiddink skrev under på en korttidskontrakt og blev nationalikon ved at føre Socceroos til VM i Tyskland. Et veltrænet hold med nulevende legender som Mark Viduka, Harry Kewell og Tim Cahill gik videre fra gruppen med Brasilien, Japan og Kroatien.

Kvalifikationen kom også i 2010, 2014 og 2018, men de optrædener føltes kun som deltagelse og intet mere. De små valgmuligheder blandt verdenseliten kan firkantet peges i retning af manglende planer og ordentlige næringsstoffer til udviklingssystemet; landbrugsjorden for enhver god fodboldnation.

Der var alle tænkelige muligheder for, at Australien havde misset dette VM, men et lille mirakel i playoffrunden mod Peru i juni – som smadrede Australien med 3-0 ved VM i 2018 – sikrede billetten til Qatar.

Arnold ved, at intet mindre end fuld dedikation fra de 11 spillere kan give Australien en chance mod Frankrig, Tunesien og selvfølgelig jer danskere

Nu venter en ny herkulisk opgave for Graham Arnold og hans spillere.

Stort problem i det australske system

Sært nok er fodbold den største sportsgren i Australien.

Svært at forstå for europæere. Dyrker vi ikke normalt de der mærkelige sportsgrene som cricket, rugby og australsk fodbold – et kaosspil, som sikkert blev opfundet af en fulderik?

Så sandt som det er sagt, er disse tre sportsgrene de mest sete i Australien. Men flest spiller fodbold, næsten to millioner.

Mændenes hjemlige A-League kæmper derimod for sin væsentlighed. I to år spillede Alessandro Del Piero for den glamourøse klub Sydney FC, og interessen steg kraftigt.

Siden er ligaen trillet af sted i et årti uden nogen ordentlige tanker om, hvordan man får mest muligt ud af unge, talentfulde spillere, der som 14-15-årige ligner noget stort, men som ender med at blive tabt i systemet, når teenageårene er slut. Der er kun én professionel liga. 12 hold. Ingen næstbedste række. Ingen ungdomsrække. Ingen op- eller nedrykning. Kun en lukket liga, isoleret fra resten af verden.

De, der klarer den, har taget den hårde vej, og det forklarer til dels, hvordan Socceroos var i stand til at komme forbi Peru i den dramatisk playoff.

Stjerner fra mindre adresser

Den endelige VM-trup med 26 navne kommer til at bestå af spillere fra Skotland, de lavere ligaer i England og Tyskland samt Danmark, Norge, Japan, USA og Australien.

Blandt stjernerne er Aaron Mooy fra skotske Celtic, der sætter tempo på midtbanen. Matt Ryan, som I lige nu lærer at kende i FC København, hvor han lader til at være i intens kamp med polske Kamil Grabara om startpladsen i målet. Og endelig Ajdin Hrustic, en talentfuld spilfordeler, der spiller for Verona i Serie A.

Hrustic er sammen med Toulouses Denis Genreau og den tidligere FC Midtjylland-spiller Awer Mabil, der lige nu spiller i spanske Cadiz, de tre eneste spillere, der til daglig spiller i de fem største ligaer.

Og så har du måske hørt om ’the Grey Wiggle’, målmanden Andrew Redmayne, der har sit kælenavn grundet sin rutine i straffesparkskonkurrencen mod Peru i juni, hvor han imiterede nogle berømte børne-entertainere. Redmayne blev sat på banen i det 119. minut ved stillingen 0-0 i et af manager Graham Arnolds største sats i karrieren.

Det betalte sig. Redmayne bragte peruvianerne ud af fatning og blev en national berømthed undervejs.

En paria tog over fra Messias

Nok om talkshows og berømmelse. Graham Arnold ved, hvor stor en udfordring der venter.

Han har været landstræner siden sidste VM. Ansættelsen kom i kraft af hans fantastiske statistik i A-League, hvor han vandt trofæer med jævne mellemrum med Central Coast Mariners og Sydney FC.

Succesen kom dog med en pris. Han havde en vane med at gå modstandernes fans på nerverne med sine proklamationer før kampe og en spillestil, der stank af effektivitet frem for skønhed.

Arnolds stil adskiller sig fra forgængeren, Ange Postecoglou, som prædikede en offensiv tilgang, vi nu ser i Celtic i Skotland. Blandt Anges disciple – og dem er der mange af – bliver han set som en Messias, Arnold en paria.

Filosofiske debatter til side … Postecoglous spillestil var med risiko. Han bad alting om fremadrettede afleveringer og uro til modstanderen. Arnold er kendt for at holde risici nede med en velovervejet taktisk tilgang, baseret på en solid defensiv, mens chancer skabes fra kanterne.

Men han er ikke bange for at lave om på tingene. Han fik sine vigtigste lektioner som assistent for Guus Hiddink i 2006, og ligesom Hiddink er Arnold ikke bange for at ændre formation midtvejs i kampene og tage en konfrontatorisk tilgang til det fysiske spil.

Hans slagord til spillerne frem mod VM handler om at sikre, at de kommer i deres livs form. Arnold ved, at intet mindre end fuld dedikation fra de 11 spillere – og alle deres evner – kan give Australien en chance mod Frankrig, Tunesien og selvfølgelig jer danskere.

Sammenhold er kæmpestort for Arnold, og det kunne ses mod Peru. De forberedte sig, spillede kampen og fejrede det som et sammentømret klubhold, der havde spillet sammen i evigheder.

Australien kommer ikke til at undervurdere de tre gruppemodstandere ved VM, men der er alle muligheder for, at dén følelse ikke bliver gengældt

Sådan har det altid været for Socceroos, når man tager spillernes nomadeagtige natur i betragtning. Når de kommer til den australske landsholdslejr, minder det mest af alt om en genforening af gode venner. Sådan bliver det også i Qatar.

Stor chance for at blive undervurderet

Danske fans skal kun tænke tilbage på VM i 2018 for en direkte reference til Australien, hvor en anspændt gruppekamp i Samara sluttede 1-1.

Danmark spille uafgjort med Australien i den anden puljekamp. Video: Anders Masannek Jørgensen

Kun fem spillere fra startopstillingen den dag skal med til Qatar: Målmand Ryan, forsvarsspillerne Trent Sainsbury og Aziz Behich, midbanespiller Mooy og angriber Mat Leckie. Måske seks, hvis Tom Rogic vender tilbage. Rogic, et livligt midtbanetalent, trak sig fra Australiens sidste kvalifikationskamp mod Peru – uden nogen grund. Det var et kæmpemæssigt mysterium, som aldrig er blevet løst. Det tog Rogic tre måneder at finde en ny klub, efter han forlod Celtic, og lige nu forsøger han at indhente det forsømte med sin nye klub, West Brom i England, så han kan blive klar til VM.

Nøglespillere er stoppet. Mile Jedinak, Mark Milligan, Robbie Kruse og Socceroos’ topscorer gennem tiden, Tim Cahill, som af en eller anden uforklarlig årsag ikke kom på banen i Samara.

Den erfaring var stærkt savnet i en VM-kvalifikation, som i høj grad blev vanskeliggjort af pandemien. Australien spillede kun en håndfuld kampe på hjemmebane, og efter mange af kampene i udlandet ventede der spillerne en striks hotelkarantæne på uger ved hjemkomsten. Det var en opslidende og risikabel kvalifikation, som først blev afgjort på det allersidste spark i playoffkampen.

Peru undervurderede fuldstændig Australien, og Graham Arnold fremtryllede sin måske største indsats som manager ved at udløse en mere offensiv tilgang. Kampen burde være vundet før den forlængede spilletid.

Australien kommer ikke til at undervurdere de tre gruppemodstandere ved VM, men der er alle muligheder for, at dén følelse ikke bliver gengældt.

Desperat behov for succes

Socceroos-fansene har fået mere end nok af at rejse til VM-slutrunder uden at få noget ud af det.

VM i 2010 var hård at sluge, for de fire point, som var nok i 2006, var akkurat ikke nok til en plads i ottendedelsfinalen mod USA.

2014 var afskrevet på forhånd, da Ange Postecoglou var tvunget til at udtage et ungt hold, som fik nogle hårde lektioner i Brasilien. 2018 var også afskrevet på forhånd, fordi Postecoglou sagde op efter kvalifikationen på grund af en uholdbar frustration over sportens tilstand i Australien.

Hollandske Bert van Marwijk tog over, fjernede Postecoglous offensive hensigter, og Australien humpede hjem fra Rusland med ét point.

For fansene føltes det som: ”Hvad fanden var meningen?”

Uanset hvor skræmmende modstanden er på et hold med superstjerne som det franske – eller en formidabel enhed i udvikling som Danmark – er, må det ikke ende som ved det seneste to slutrunder.

Der skal kunne ses fremskridt, selvom spillermaterialet ikke pludselig er blevet forvandlet til en generation af hundredårstalenter.

Holder Socceroos sammen og endnu en gang bliver bedre end forventet, kan de igen forene en nation og give fodbold i Australien det boost, det så desperat behøver.