Fodbold

Udtag Jannik Vestergaard

Der findes ikke andre kriterier for udtagelsen af en VM-trup, end at landstræneren skal vælge dem, som efter hans mening er de bedste til opgaven.

Jeg tror, at Kasper Hjulmand meget gerne vil have Jannik Vestergaard med til VM i Qatar.

Og hvis det er tilfældet, så skal han da bare udtage ham. Til trods for, at Vestergaard ikke har set skyggen af Leicesters Premier League hold i denne sæson. Og til trods for, at Hjulmand fravalgte sin midtstopper til september måneds landskampe med henvisning til netop den manglende spilletid.

Når situationen er, som den er, vil jeg foretrække Vestergaard – også selvom jeg er sikker på, at hans manglende kamppraksis har gjort ham dårligere

Morten Bruun om Jannik Vestergaard

Jamen, Hjulmand kan da ikke udtage Vestergaard, når han aldrig spiller, vil nogen indvende. Jo, det kan han da sagtens.

For det er Hjulmands landshold; i alle tilfælde i den forstand, at det er ham og ingen anden, der udtager Danmarks 26 spillere. Der findes ingen regler for, hvem der må udtages, og hvem der ikke må. De skal bare have et dansk pas.

Har været nærmest blacklistet

Lad mig ridse situationen op.

Jannik Vestergaard har spillet 35 landskampe. Egentlig ikke så mange for en spiller, der siden 2011 har befundet sig i den tyske Bundesliga eller den engelske Premier League. Men Hjulmands forgængere havde ikke den store fidus til den store stopper.

Det har Hjulmand til gengæld haft. Eller måske rettere: Det har han fået.

For da EM-slutrunden 2021 gik i gang, lå det ikke i kortene, at Vestergaard skulle have en central rolle. Han var således bænket i åbningskampen mod Finland.

Men på bizar vis blev han den ene af de to spillere i den danske trup (Mikkel Damsgaard var den anden), som profiterede af, at Christian Eriksen ikke længere var til rådighed. For i de efterfølgende fem EM-kampe startede Vestergaard hver gang i venstre side af det danske tre-mands-forsvar. Sammen med Kjær og Christensen.

Så langt. Så godt. Da Danmark for et år siden med en 1-0-sejr over Østrig i Parken definitivt kvalificerede sig til VM i Qatar med Jannik Vestergaard på banen i hele kampen, var der næppe nogen, der forestillede sig, at han ikke skulle med til VM-slutrunden.

Men så meldte 2022 sig ellers på banen. Her har den danske centerback på det nærmeste været blacklistet i sin klub Leicester.

Han har blot medvirket i to kampe i Premier League. 90 minutter mod Tottenham i januar og et minut mod West Ham i februar. Desuden spillede han tre kampe i European Conference League (de to mod Randers) i februar og marts og en i den engelske Liga Cup i august. Mod Stockport.

Dertil kommer et enkelt opgør i reserveturneringen Premier League 2, som Leicester i øvrigt tabte med 7-0 (!) til Fulham. Nej, det er ved den milde Gud i himlen ikke prangende.

Småt med alternativer

Hvorfor skal han så med?

Fordi han trods sin manglende kamppraksis har gjort det pænt og ordentligt i de fire landskampe, han spillede i foråret 2022.

Vestergaard var med mod Holland, Serbien, Frankrig og Østrig. Han faldt hverken igennem eller i øjnene. Men han kender landsholdets spillesystem, dagligdag og dynamik. Han er en voksen mand, som klæder den danske trup. En markant og professionel personlighed.

Endnu mere væsentligt er det, at det er meget småt med realistiske alternativer. Jeg er sikker på, at Kasper Hjulmand vil udtage fem centerbacks til sin VM-trup, fordi Danmark under hans ledelse så ofte har spillet med tre centrale forsvarsspillere.

Hvis vi så antager, at både Simon Kjær og Andreas Christensen bliver spilleklar, så vil de to sammen med Joachim Andersen og Victor Nelsson være de indiskutable valg til de fire første pladser.

Men hvad så med den femte? Nicolai Boilesen er skadet og ikke i spil. Andreas Maxsø har leveret et middelmådigt efterår for Brøndby. Mathias Zanka har ikke spillet ret meget for Brentford. Og U21-landsholdet er decideret svagt besat i netop det centrale forsvar.

Når situationen er, som den er, vil jeg foretrække Vestergaard, også selv om jeg er sikker på, at hans manglende kamppraksis har gjort ham dårligere.

En ulempe, men...

På pressemødet før en af Danmarks landskampe i juni måned spurgte jeg ham direkte til betydningen af ikke at spille kampe, og den i øvrigt meget reflekterede Vestergaard medgav, at det da var en ulempe.

Selvfølgelig. Træning gør det ikke alene.

Men derfor kan Jannik Vestergaard stadig godt være det mindst ringe alternativ til et af de yderste mandater i Danmarks trup. Det skal i hvert fald ikke være sådan, at man per definition siger, at ”vi kan ikke have en mand med, som kun har spillet en enkelt Liga Cup kamp hele efteråret." For det kan vi sagtens.

Hvis Kasper Hjulmand mener, at Danmark er bedst tjent med at have Jannik Vestergaard med i truppen – og det kan der udmærket argumenteres for – så er der da bare ét at gøre:

Udtag ham.

Det ville jeg gøre.