VM fodbold

Qatar rekrutterer fans fra hele verden til VM-åbning

Fans fra alle 32 deltagerlande er inviteret til Qatar på arrangørernes regning for at deltage i VM-åbningen.

Qatar forsøger at rekruttere op til 1600 fans fra alle deltagerlandene til åbningen af VM-slutrunden i fodbold.

Det drejer sig om 30 til 50 fans fra hver af de 32 deltagende nationer, deriblandt Danmark. Det skriver nyhedsbureauet AP på sin hjemmeside.

Planen er, at de mange fans skal indgå i et fem minutter langt segment under åbningsceremonien 20. november, umiddelbart inden Qatar møder Ecuador i slutrundens første kamp.

Her skal fansene fremføre en sang eller lignende, som kendetegner deltagerlandene.

Fansene vil som tak få en flyafgang til Qatar, lejligheder under slutrunden samt lommepenge på godt 500 kroner om dagen.

I et brev fra VM-arrangørerne opfordres fansene til at like Qatars opslag på sociale medier omkring VM.

Samtidig skal de også anmelde "stødende, nedværdigende eller krænkende kommentarer" til arrangørerne og gerne tage skærmfotos.

Football Supporters Europe, en Uefa-anerkendt paraplybevægelse for europæiske fodboldfans, afviser, at de tilrejsende skal anses som repræsentanter for de enkelte landes fangrupper.

- Det er klart, at de ikke er fanrepræsentanter. De er ansatte eller frivillige ved VM og skal regnes som sådan, siger bevægelsens direktør, Ronan Evain, til AP.

VM's åbningsceremoni finder sted 20. november.