Aktivist afbrød CL-brag i Parken
En aktivist med et klart budskab løb på banen i Champions League-kampen mellem FC København og Borussia Dortmund.
Efter 33 minutters spil måtte dommeren i opgøret mellem FCK og Dortmund stoppe spillet.
En aktivist var løbet ind på grønsværen i Parken og havde sat sig på knæ i midtercirklen. På overkroppen bar han en hvid T-shirt med påskriften 'Boycott Qatar', og i højre hånd holdt han en blodig fodbold.
Ikke længe efter aktionen bekendtgjorde aktivistgruppen Extinction Rebellion, at den stod bag.
- Baneløbet var en fortsættelse af modstanden mod afholdelsen af herrefodbold-VM i Qatar og det danske landsholds deltagelse. For tre uger siden blev kampen FCK - Manchester City forstyrret.
- Baneløberne besluttede sig for deres protest, da de hørte om arbejdernes slavelignende forhold ved VM-byggeriet i Qatar. I løbet af de sidste ti år er langt over 6500 internationale arbejdere døde i Qatar, skriver Extinction Rebellion ifølge B.T. i en pressemeddelelse.
Ifølge mediet slår aktivistgruppen også fast, at protesten ikke vil blive den sidste.
Ekstra Bladet skriver, at personen, der løb på banen i FCK's Champions League-kamp mod Manchester City 11. oktober, fortsat er varetægtsfængslet.
Spilstoppet i Parken onsdag aften var ganske kort. FCK-målmand Kamil Grabara var den første til at tage fat i aktivisten, inden kontrollører efterfølgende eskorterede manden stille og roligt ud af nationalarenaen.