VM fodbold

- Kompensationskrav er et PR-stunt, siger qatarsk minister

Kritikerne af Qatars VM-værtskab har racistiske motiver, mener landets beskæftigelsesminister.

Qatars kritikere handler racistisk, og det er et PR-stunt, når nogen kræver en kompensation på mere end tre milliarder kroner i erstatning til migrantarbejdere.

Det siger Qatars beskæftigelsesminister, Ali bin Samikh Al Marri, i et sjældent interview.

Her reagerer han på Amnesty International og en række andre menneskerettighedsorganisationers krav om, at Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) kompenserer migrantarbejdere i landet med mindst 440 millioner dollar (3,3 milliarder kroner).

- Kravet om en FIFA-ledet kompensationskampagne er et PR-stunt, siger Ali bin Samikh Al Marri til AFP.

Minister: Qatar har udbetalt over to millarder til migrantarbejdere

Han opfordrer i samme ombæring migrantarbejdere til at henvende sig, hvis de mener at have krav på erstatning.

Ministeren hævder desuden, at Qatar siden 2018 har udbetalt omkring 2,4 milliarder kroner til migrantarbejdere i lønkompensation.

Han mener, at kritikerne ignorerer de fremskridt, der er sket i Qatar siden 2017 med hjælp fra internationale arbejdsorganisationer.

- De vil ikke tillade et lille land, et lille arabisk land, et islamisk land at organisere en VM-slutrunde.

- De kender til de reformer, der er lavet, men de anerkender dem ikke på grund af racistiske motiver, siger Ali bin Samikh Al Marri.

Ministeren hævder desuden, at en kompensationsfond til være for svær at oprette og styre.

- Hvor er de ofre? Har du navne på dem? Hvordan vil du skaffe deres numre? spørger han retorisk.