Landskendt roligan bliver væk: - Håbløst og til grin
Uden det rød/hvide fællesskab er slutrunden intet værd, mener én af landets førende roligans.
I mere end 30 år har Arne Stampe Pedersen fulgt det danske herrelandshold i fodbold tæt. Han har rejst på flere kontinenter for at se landets bedste fodboldspillere til slutrunder og andre store kampe.
Men trods billetter på hånden til gruppespillet i Qatar bliver slutrunden i ørkenstaten uden hans deltagelse.
- Jeg har fulgt landsholdet siden 1990 og set over 100 kampe fra tribunen. Lige nu har jeg dog ikke planer om at gøre brug af de billetter, jeg ellers har sikret mig til slutrunden i Qatar, skrev Arne til TV 2 SPORT i august.
I en ny dialog bekræfter den danske roligan, at vinterens slutrunde bliver uden ham. De eftertragtede billetter er solgt fra til anden side - af flere forskellige årsager.
- Fællesskabet mellem danske fans og dét at kunne dele de her fantastiske fodboldoplevelser med ligesindede har altid været min primære drivkraft.
- Tidligere slutrunder har givet mig minder for livet, men slutrunden i Qatar bliver anderledes. Med så få solgte billetter til danske fans vil fællesskabet lide et knæk. Alt andet er utænkeligt, forklarer Arne Stampe Pedersen.
Tager alt fra fansene
Sammenholdt med de skyhøje priser på fly og hoteller tyder det på, at den rød/hvide fest udebliver i Doha og omegn om ganske få uger. I slutningen af oktober oplyste DBU således i en pressemeddelelse, at det samlede danske salg end ikke oversteg 2.500 billetter.
- Det er håbløst og til grin, at Qatar i det hele taget har fået lov til at huse turneringen. Og så er fly- og hotelpriserne skruet op på et niveau, der ikke henvender sig til det 'normale' folk. Det er dog muligt at finde overnatning til 'normale' priser. Derudover synes jeg det er underligt, at det hele afholdes om vinteren.
- Alt bliver taget fra os fans. Man snakker meget om, at spillerne har kæmpet i årevis for at komme til et VM. Det samme gælder for os fans. Vi plejer at rejse tæt og intenst rundt på kryds og tværs i flere uger ad gangen. Det er nogle af de bedste ferier, jeg har haft i mit liv. Men ikke denne gang, siger Arne Stampe Pedersen, der er landskendt for sit berømte Videbæk-flag.
Forventning om fulde tribuner
Til Danmarks tre gruppekampe har de nybyggede stadioner alle en kapacitet mellem 40.000 og 45.000 tilskuere. Og selvom DBU og andre forbund melder om tilgængelige billetter her få uger før kickoff, forventer Arne Stampe Pedersen alligevel, at der bliver godt fyldt op
- Det er mest her i Norden, at opstanden over slutrunden er stor. Sydamerikanerne kommer gladeligt, som jeg hører det. Det samme gælder mange af landene fra Sydeuropa og de øvrige kontinenter.
- Vi kommer også til at se en stor mængde af de såkaldte groundhoppere i Qatar. De korte afstande muliggør jo at se en masse kampe på få dage. Det er en supernem måde at få mange kampe på CV’et.
- Så jeg tror nu nok, at Qatar skal få fyldt tribunerne op, siger den danske roligan.
Forudsigelsen fik nyt vand på møllen tidligere på ugen, da det kom frem, at musklerne bag slutrunden er begyndt at tilbyde fans verden over penge for at rejse til Qatar. Som modbetaling skal de rejsende flage for slutrunden og berette om den i udelukkende positive vendinger.
Tiltaget har vakt debat og harme, men et ukendt fænomen er det ikke. Selvsamme scenarie oplevede man i Qatar i 2015, da ørkenstaten husede herrernes verdensmesterskab i håndbold.
Skærpede fanzoner og ingen bar mave
Der kommer dog til at være danske fans til stede, når Kasper Hjulmands tropper møder Tunesien på Education City Stadium i Al Rayyan den 22. november.
Én af dem er 21-årige Jeppe Christoffersen, der sammen med en håndfuld andre rejser til Qatar senere på måneden.
- Vi har da overvejet, om vi skulle tage af sted, da korruption og forfærdelige hændelser har fundet sted i forbindelse med dette VM.
- Vi er nok bare nået frem til den konklusion, at hverken forbund, spillere eller trænere har taget afstand til slutrunden i en sådan grad, at vi føler os nødsaget til at boykotte kampene, siger han og tilføjer:
- Jeg føler ikke, det er vores ansvar at træffe beslutningen om, om det er etisk korrekt eller ej at rejse dertil.
- Som fans, skal vi ikke være first movers i forhold til en boykot. Det havde været noget helt andet, hvis kvalificerede hold og forbund var blevet væk. Gjorde vi det, os fans altså, er jeg heller ikke sikker på, at budskabet ville nå frem til en værtsnation som Qatar, forklarer Jeppe Christoffersen.
TV 2 SPORT har været i kontakt med flere bosiddende danskere i Qatar for at blive klogere på hverdagen, der venter dem og de tilrejsende fodboldfans under slutrunden.
Med få afvigelser er tilbagemeldingerne de samme. Det qatarske styre ønsker et så rent og klinisk billede af staten som muligt, hvorfor store mængder migrantarbejdere hjemsendes, mens bolden ruller.
I gadebilledet vil man kun opleve trafik i VM-henseende, ligesom landets skolebørn er hjemsendte i ugerne, slutrunden står på.
Arbejdspladser i nærheden af de forskellige stadioner lukkes ned op til fem timer før kickoff, og har medarbejderne mulighed for det, bedes de arbejde hjemme, mens fodboldcirkusset er i byen.
Fra et fanperspektiv har fanzonerne og især tilgængeligheden af alkohol fyldt en masse op mod slutrunden. Hvad man må, eller ikke må, er en stor jungle, lyder meldingerne.
- For at være ærlig aner vi ikke, hvad der venter os. Der er meldt så mange forskellige ting ud, at vi efterhånden har mistet overblikket. Vi tager det som en ekstra spændende og uforudsigelig ting på rejsen.
- Myndighederne kunne godt få svært ved at kontrollere situationen, hvilket måske kunne føre til demonstrationer og debatter om rettigheder for det enkelte menneske. Inderst inde går jeg nok lidt og håber på det sidste. Jeg er spændt på, hvordan de vil håndtere det dernede, afslutter den 21-årige landsholdsfan.
Jeppe Christoffersen og de tre øvrige rejsekammerater har tilsammen betalt 30.500 kroner for en lejlighed i Doha i tidsrammen 20. november til 1. december.
De er fortsat på jagt efter tag over hovedet i deres resterende tid i Qatar, da de også har billetter til kampene i knockout-fasen.