VM fodbold

DBU og allierede reagerer på FIFA-brev

DBU-direktør Jakob Jensen er medunderskriver på en reaktion på FIFA's opfordring til fokus på fodbold.

Følg den kritiske dækning af VM i Qatar på sport.tv2.dk.

- FIFA har gentagne gange forpligtet sig til at levere konkrete svar, og vi vil fortsætte med at presse på for at få disse leveret.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og ni andre lande har søndag reageret på en opfordring fra Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) om at droppe politiske udmeldinger op til VM i Qatar og kun fokusere på fodbold.

I et diplomatisk svar understreger DBU sammen med fodboldforbundene i Tyskland, England, Belgien, Holland, Portugal, Schweiz, Norge, Sverige og Wales, at man ikke dropper den kritiske dialog.

- Vi vil fortsætte med at udnytte momentum for positiv og progressiv forandring.

- Og vi vil fortsætte med at argumentere for et endegyldigt resultat og en opdatering på de to centrale udestående spørgsmål, vi har diskuteret med FIFA i lang tid, lyder det blandt andet i skrivelsen fra de ti lande.

DBU har skrevet under

Alliancen refererer til en kompensationsfond for migrantarbejdere og et center i Doha, der skal arbejde for migrantarbejdernes rettigheder.

Man kan læse udmeldingen på tysk og engelsk på Det Tyske Fodboldforbunds (DFB) hjemmeside, og den er underskrevet af blandt andre DBU-direktør Jakob Jensen.

Han bekræfter over for Ritzau, at han står fuldt ud bag indholdet, der endnu ikke er at finde på DBU's platforme.

- Vi tror på, at fodboldens styrke kan være med til at fremme positive og troværdige bidrag til progressive bæredygtige forandringer i verden, lyder det fra de ti lande, der sammen udgør en arbejdsgruppe i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der arbejder for menneske- og arbejdsrettigheder.

FIFA: - Drop udmeldinger

FIFA's brev, som præsidenten i Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Gianni Infantino, og generalsekretær Fatma Samoura forleden sendte ud til de 32 deltagerlande ved VM i Qatar opfordrede groft sagt til at droppe alle politiske og ideologiske udmeldinger.

- Intet folk, ingen kultur eller nation er "bedre" end nogen anden. Dette princip er selve grundstenen for gensidig respekt og modstand mod forskelsbehandling, skrev Infantino blandt andet.

Den pointe anerkender DBU og de ni lande delvist i sit svar.

- Men at omfavne diversitet og tolerance betyder også, at man støtter menneskerettigheder, og menneskerettigheder er universelle og gælder over alt, skriver gruppen.

Gruppen anerkender også, at der har været "markante" forbedringer i migrantarbejdernes rettigheder samt, at der er blevet garanteret for LGBTQ-personers sikkerhed under VM.

Men derved er det altså ikke gjort, mener gruppen.