VM fodbold

Hjulmand ændrer procedure for VM-udtagelse – redaktør ser kun én grund

Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, præsenterer ikke en komplet trup mandag aften. Det erfarer BT og TV 2 SPORT.

Se mandagens udtagelse af den danske VM-trup klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.

Kasper Hjulmand har haft hele efteråret til at overveje, hvem han skal have med til VM.

Alligevel er landstræneren stadig så meget i tvivl, at han mandag aften ikke vil være i stand til at kunne sætte navn på samtlige af de 26 spillere, der om 8 dage rejser til Qatar. Det erfarer BT. Oplysninger, som TV 2 SPORT også er i besiddelse af.

Når landstræneren mandag aften præsenterer sin VM-trup, vil han derfor holde nogle pladser åbne.

- Jeg vurderer, at det selvfølgelig skyldes, at tingene ikke ligger lige for i øjeblikket på grund af skader og spillere, der ikke har spillet i lang tid, siger TV 2 SPORTs fodboldredaktør, Carsten Werge, og tilføjer:

- Jeg er sikker på, at det i høj grad handler om en spiller som Christian Nørgaard, der har været skadet i lang tid. Hjulmand vil gerne se ham spille i midtugen, og han vil også gerne se, hvordan han reagerer efterfølgende.

Christian Nørgaard har siddet ude med en skade siden slutningen af august, men han har de seneste uger været meldt i bedring, hvorfor det må formodes, at han er i spil til Brentfords liga cup-kamp tirsdag.

Derudover kan Jannik Vestergaard også få en sjælden mulighed for at vise sig frem. Forsvarsspilleren har ikke spillet én eneste kamp i Premier League i denne sæson, men han fik fuld spilletid i den hidtil eneste liga cup-kamp tilbage i september. Det kan nu gentage sig.