VM fodbold

Blatter erkender, at VM i Qatar er en fejl

Sepp Blatter, der var præsident i FIFA frem til 2015, kalder nu VM-slutrunden i Qatar for en fejl.

VM i Qatar har været genstand for hård kritik, siden oliestaten kontroversielt fik tildelt værtskabet i 2010 for næsen af USA.

Med mindre end to uger til slutrunden erkender den daværende præsident for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Sepp Blatter, at et andet land burde have fået værtskabet.

I et interview med den schweiziske avis Tages Anzeiger siger han direkte, at "Qatar er en fejl".

- Det er for lille et land. Fodbold og VM er for stort til det, siger han til avisen.

- Og jeg bærer ansvaret som præsident på daværende tidspunkt, siger 86-årige Blatter, som var præsident for FIFA fra 1998 til 2015.

Han påpeger i dag, at proceduren for udvælgelsen af værtslande blev ændret i 2012.

- Siden dengang er der blevet taget højde for sociale hensyn og menneskerettigheder, siger han.

Anklaget for korruption

Qatar er blevet anklaget for korruption i forbindelse med tildelingen af værtskabet.

Særligt de seneste år har landet desuden fået kraftig kritik for sin behandling af migrantarbejdere og sin lovgivning på LGBT+-området.

Sepp Blatter blev udelukket fra al fodbold i 2015 efter en mistænkelig pengeoverførsel fra FIFA til Michel Platini i 2011. Blatter fik sidste år sin karantæne fra al fodbold forlænget til 2028.

I sommer blev han og Platini imidlertid frikendt ved en schweizisk domstol i byen. En afgørelse, som den schweiziske statsanklager appellerede.

Det forestående VM skal han se hjemme fra sin stue i Schweiz, fortæller han.

Qatar spiller første kamp ved slutrunden 20. november mod Ecuador. To dage senere tager Danmark hul på VM i gruppekampen mod Tunesien.