VM fodbold

I Qatar bygger de fortsat på livet løs, mens VM-starten nærmer sig

Med bare ni dage til Qatar og Ecuador sparker den mest omdiskuterede fodboldslutrunde nogensinde i gang, er det langtfra alt, der er VM-klar i Doha.

Ved første øjekast på Dohas imponerende skyline synes Qatars hovedstad at være mere end VM-klar.

Fra havnefronten kan du se ind på det ene imponerende og nærmest majestætiske byggeri efter det andet, der rager godt op i den blå og skyfrie himmel.

Vender du dig mod venstre, skimter du et af de otte VM-stadioner, Stadium 974, og drejer du om til højre, stirrer du lige ind i en gigantisk luksusliner med navnet MSC World Europa, der er sejlet til Qatar for at agere flydende hotel for VVIP (Very, very important persons, red.) og andre godtfolk med pengene i orden.

Alt dette krydret med den lilla VM-farve, der kendetegner det første VM i et arabisk land. Som sagt. Ved første øjekast virker Qatar klar og godt rustet til at huse en af verdens absolut største begivenheder.

Men du skal ikke zoome langt ind for at finde problemerne, udfordringerne og de ikke færdigbyggede ting og sager. Det har de første par dage i ørkenstaten lært os.

Håndværkere uden blod og tårer, men med masser af sved

En gåtur igennem det absolutte centrum af Doha afslører tydeligt, at det nok er meget godt for qatarerne, at der er et par dage endnu, inden det store indryk af fodboldfans, medier og regeringsfolk.

Groft sagt er det eneste, du støder på i Dohas gadebillede, de gennemsvedte arbejdere i blå kedeldragter eller skriggule veste, der pisker rundt for at fikse alt fra parkeringspladser, fortove og nogle af de prestigefulde højhuse, som trænger til den sidste oppudsning.

De lokale – altså de indfødte som i øvrigt bare udgør 11 procent af Qatars befolkning – er enten i et afkølet storcenter eller en af de store, dyre biler, som drøner gennem gadebilledet.

Alt imens må folkene fra Nepal, Indien, Sri Lanka og så videre knokle på i 33 graders varme, mens store plakater med Neuer, Bale og de andre VM-stjerner pryder facaderne på bygningerne rundt om dem. Men de klager ikke.

- Vi har det godt. Jeg er glad for at være her, har det lydt, hver eneste gang min fotograf Niklas eller jeg har spurgt om forholdene.

Arbejder dag og nat for at nå i mål

På vores vej gennem byen kan du på ingen måde undgå at mærke og se de mange hængepartier.

Indgangene til Dohas metrosystem, som åbnede i 2019, får også lige fikset et par ting. Mens der også bliver plantet palmetræer på den store vej, Al Corniche, langs kysten.

Men der er særligt et sted, hvor det var umuligt ikke at stoppe op og spærre øjnene op en ekstra gang.

Ved Al Dafna-parken er der planer om en mindre fanzone. Men udover en skulptur dækket af plastik er der intet, der fortæller, at det her sted efter planen om bare ni dages tid skal indtages af fodboldglade folk fra hele verden.

Affald og byggematerialer flyder over det hele, men støjen fra de mange tunge maskiner får rod og kaos til at virke som det mindste.

Der er dog masser af folk på sagen. Et friskt bud fra hoften vil være, at omkring 50 blå- eller gulklædte håndværkere er i fuld sving. Tre af dem har for en stund sat enden i græsset og tager en puster i skyggen fra et af de nyplantede palmetræer.

- Vi skal nok nå det, svarer den ene af de tre, da jeg spørger, om de er færdige til VM-starten 20. november.

- Vi har haft rigtig travlt, men lige nu er det egentlig okay. Vi arbejder i hold, så der hele tiden er nogen i gang. Det skal nok gå, forsikrer håndværkeren fra Indien, der har rejst fra familien for at arbejde på flere projekter op til slutrunden i Qatar.

Stadioner er klar

Umiddelbart er en af de mindre fanzoner da heller ikke altafgørende for en VM-start – der har været langt vigtigere ting at få klar for den så ofte kritiserede VM-arrangør.

I hvert fald med fodbold og sportslige øjne. Her er der da heller ikke grund til bekymring. Lige præcis her er Qatar mere end klar til VM.

De otte VM-stadioner står skarpt. Men efter to dage i ørkenstaten kan den del af VM i Qatar, som ikke finder sted på fodboldbanen, snildt risikere at ende ud i ekstrem varme med byggerod og håndværkerstøj som krydderi.

I Qatar har de bogstaveligt talt bygget på livet løs, siden de fik VM-værtskabet i 2010. Tolv år senere bygger de endnu – også med ni dage til VM-start.