United reagerer på kontroversielt Ronaldo-interview

Portugiseren kritiserer klubben, ledelsen og flere store personligheder.

Cristiano Ronaldos markante interview med Piers Morgan er gået verden rundt.

Nu har Manchester United reageret i en meddelelse.

- Manchester United bemærker mediedækningen vedrørende et interview med Cristiano Ronaldo, skriver klubben på sin hjemmeside.

- Klubben vil overveje sit svar, når de fulde fakta er fastlagt.

Manchester United tilføjer, at klubben fortsat har fokus på forberedelserne til anden halvdel af sæsonen.

Sent søndag aften begyndte de første bidder af Ronaldo-interviewet at komme frem.

Og det er et interview, hvor den 37-årige angriber kommer vidt omkring.

Her er nedslagspunkter fra det store interview:

  • Ronaldo føler sig forrådt af klubben
  • Ronaldo respekterer ikke Erik ten Hag
  • Ronaldo mener, at han er blevet gjort til det sorte får
  • Ronaldo savnede empati omkring sin syge datter
  • Ronaldo ser ingen udvikling i klubben
  • Ronaldo føler, at personer i klubbens ledelse har ønsket ham væk
  • Ronaldo retter stor kritik mod Wayne Rooney
  • Ronaldo mener, at intet i klubben har ændret sig, siden Sir Alex Ferguson forlod den
  • Ronaldo fortæller, at han slet ikke havde hørt om Ralf Rangnick, da han kom til klubben

United-ledelse mødes mandag

Inden længe vil Manchester United melde ud omkring en straf til Cristiano Ronaldo.

- Mandag vil diskussionerne mellem manager Erik ten Hag, administrerende direktør Richard Arnold og fodbolddirektør John Murtough tage til, skriver The Telegraph.

Mediet tilføjer, at Manchester United bevidst undlod at reagere på interviewet søndag aften, da klubben ville fokusere på sejren over Fulham – her spillede Christian Eriksen en stor rolle, da han både scorede og assisterede.