Schmeichel storroser VM-bold - men der er ét mærkbart problem
Kasper Schmeichel har haft svært ved at håndtere grebet på VM-bolden til de første træningssessioner.
Hvis der er noget, der har været sikkert inden en fodboldslutrunde i nyere tid, er det, at sportens allervigtigste objekt er blevet diskuteret vidt og bredt.
For siden VM i Japan og Sydkorea i 2002 er der til hver slutrunde blevet udviklet en ny bold, som oftest har delt vandene mellem både spillere og fans.
Grundet den korte forberedelsestid har bolden til dette års verdensmesterskab ikke været debatteret i samme grad som tidligere, men det er ikke ensbetydende med, at spillerne ikke har en holdning.
- Jeg vil sige, at det er en fantastisk bold at sparke til. Det må man sige. Det er nok en af de bedste bolde, der er blevet lavet til at sparke til, siger Kasper Schmeichel til TV 2 SPORT.
Det lyder jo umiddelbart meget godt, hvis ikke den danske førstemålmand havde fortsat sin sætning med et "men".
- Der er i hvert fald ikke blevet tænkt på målmændene, når det kommer til belægningen.
- Jeg har snakket med en del målmænd, og alle har det samme problem: De kan ikke finde en handske, der duer til den. Men så må man være kreativ, og der er mange små ting, vi kan gøre for at gøre den mere medgørlig for målmænd, siger Schmeichel.
Producenten af VM-bolden har siden 1970 været tyske Adidas. Det er det igen i år, og denne gang har bolden fået navnet "Al Rihla", hvilket på dansk betyder "Rejsen".
Adidas påstår, at bolden er designet, så den passer til spillets stigende hurtighed, mens den også har fået forbedret aerodynamikken, så boldens bane bliver mere "nøjagtig og stabil".
Schmeichel håber på, at målmænd vil blive hørt
Danmarks assisterende landstræner Morten Wieghorst fornemmer også en tilfredshed med bolden, men han er ikke nødvendigvis overbevist om, at boldens bane er blevet mere nøjagtig og stabil.
- Jeg havde en snak med Daniel Wass, og han var ganske imponeret. Min bedømmelse er, at det er en meget levende bold, men det har vi set før. Jeg tror mest, det er en bold for markspillerne og ikke så meget for målmændene, siger Wieghorst.
Kasper Schmeichel erkender, at det er en forudsætning for målmænd, at der fra producentens side først og fremmest bliver tænkt på at gøre sporten mere underholdene, og her er det sjældent målmandens svar, der bliver taget til efterretning.
- Den er blevet lavet på en måde, hvor der ikke er tænkt på målmændene, og her snakker jeg ren og skær grebet på bolden. Det er faktisk en rigtig, rigtig god bold at sparke til.
- Det er selvfølgelig marketing, og de vil gerne sælge bolde. Mit eneste håb er, at der en dag vil være en målmand med i designprocessen. Ej, det er jo meningen, at spillet skal være hurtigt, og bolden er designet til, at der skal scores mål, siger Nice-målmanden.
De danske landsholdsspillere har fortsat en række dage til at vænne sig til bolden, inden de 22. november skal i aktion første gang, når de møder Tunesien.