VM fodbold

- Uanset hvad vi gør, vil vi blive kritiseret, siger Hjulmand

Kasper Hjulmand har et ønske om at fokusere på fodbolden, men samtidig har han lyst til at "lave en masse rabalder" i Qatar.

Om ganske få dage ruller bolden i Qatar. VM skal i gang.

Men en stor del af det internationale fokus handler fortsat om menneskerettigheder og migrantarbejderes kritisable leve- og arbejdsforhold i ørkenstaten.

Hvad kan vi gøre for, at vi ikke bliver kritiseret for noget som helst?

Kasper Hjulmand

Sådan har det været længe, og sådan vil det formentlig være i et stykke tid endnu.

Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, er klar over, at han ikke slipper for at forholde sig til kritiske Qatar-spørgsmål. Det vil han heller ikke, men han vil også gerne koncentrere sig om det, han og resten af nationalmandskabet i bund og grund er der for.

- Vi skal spille fodbold. Vi er her nu. Men samtidig har jeg også lyst til at råbe og skrige og lave en masse rabalder, men jeg ved jo godt, hvordan jeg vil blive set på af jer (journalister, red.) og en masse danskere, hvis jeg laver en masse rabalder, og vi så taber mod Tunesien (i den første kamp, red). Så vil jeg jo få at vide, at jeg har haft fokus på det forkerte.

"Hvad kan vi gøre?

I forbindelse med den forestående slutrunde i Qatar har Megafon foretaget en måling, hvor de blandt andet har spurgt danskerne, om Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdet har gjort nok for at gøre opmærksom på og tage afstand fra forholdene i værtslandet.

52 procent af de adspurgte mener, at der er gjort enten for lidt eller alt for lidt.

Kasper Hjulmand har oplevet, at det kan være svært, endda umuligt, at balancere mellem at fokusere på det sportslige og de kritiske forhold i Qatar.

Til TV 2 SPORT sagde Hjulmand, at han og landsholdet føler, at "uanset hvad vi gør, vil vi blive kritiseret". Da landstræneren kort tid inden mødte den skrevne presse, ville han gerne have nogle svar.

- Vi føler jo, at uanset hvad vi gør, vil der være en halvdel, der synes, at vi gør enten for meget eller for lidt. Vi føler, det er svært at gøre det rigtige. Hvad skal vi gøre for ikke at blive kritiseret? Det vil jeg gerne vide.

- Hvad kan vi gøre for, at vi ikke bliver kritiseret for noget som helst? Det kan jo ikke lade sig gøre. Hvis I kommer på det, må I gerne ringe, lød det fra Kasper Hjulmand, mens svarene lod vente på sig.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har de seneste år stået bag flere tiltag, der har haft til formål at sætte fokus på blandt andet menneskerettigheder.

Forlanger ikke svar fra spillere

Selv fortæller landstræneren, at han i øjeblikket befinder sig i Qatar med en blandet fornemmelse i kroppen. På den ene side vil han ikke lægge skjul på sin holdning om, at VM ligger, hvor det ligger, men på den anden side ønsker han også at koncentrere sig om fodbold.

- Jeg er også i en boble, hvor det fra jeg står op, til jeg står her (til pressemøde, red.), handler om forberedelse. Vi kommer ind i den der faglige boble, og på de tidspunkter er det sådan, det er.

Mange af de samme ting gælder for spillerne. Hjulmand forventer ikke, at de danske landsholdsspillere bliver skånet for spørgsmål om Qatar, men han gør opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er alle svar, der er lige skarpe.

- Det er okay, hvis I spørger dem om et eller andet, og de så siger, at det er svært. Jeg synes ikke, at man kan forlange et svar om alle mulige ting, men det er frit at spørge. Det skal være helt fair, hvis spillerne siger, at de ikke kan svare på det.

Danmark skal i aktion første gang 22. november, hvor Tunesien er modstanderen.