VM fodbold

Eriksen lukker i om Ronaldo-bombe

Christian Eriksen ønsker ikke at kommentere Cristiano Ronaldo-sagen, mens han skal koncentrere sig om VM.

Da Cristiano Ronaldo forlod Manchester United for at rejse til VM, smækkede han med døren i en sådan grad, at smældet stadig runger i den internationale fodboldverden.

I et stort interview med Piers Morgan hos TalkTV langede den portugisiske superstjerne kraftigt ud efter sin arbejdsgiver og flere personer med tilknytning til traditionsklubben.

Og mens alverdens fodboldeksperter har haft travlt med at kommentere Ronaldos mange markante udmeldinger, er det, som om hans holdkammerater lukker i.

Christian Eriksen har siden juli spillet sammen med Cristiano Ronaldo, og da TV 2 SPORT spurgte danskeren om, hvordan han forholder sig til interviewet, var svaret mildest talt tilbageholdende.

- Det er ham, der har lavet interviewet, så det kan jeg ikke rigtig kommentere på, og klubben har også sagt og skrevet, hvad der skal siges. For mig personligt er jeg jo til VM, så mit fokus kommer til at være på det, og så må vi se, hvordan situationen er, når vi kommer tilbage.

Den 30-årige dansker er langt fra den eneste Manchester United-spiller, der ikke ønsker at kommentere Ronaldo-sagen.

Alle lukker i om Ronaldo-interview

Ingen spillere fra den engelske storklub har endnu givet udtryk for, hvad de mener om interviewet, der på flere kanter bliver opfattet som dybt kontroversielt.

Cristiano Ronaldo har blandt andet kritiseret sin manager, Erik ten Hag, og klubben for at forsøge at presse ham ud, ligesom han har afsløret, at han, inden sit skifte til United i 2020, var tæt på at skifte til rivalerne fra Manchester City.

Selvom Christian Eriksen er af den opfattelse, at "klubben har sagt og skrevet det, der skal siges", er det stadig yderst begrænset, hvad der er kommet fra Manchester United. I mandags udgav de et kort statement i kølvandet på de første dele af interviewet.

- Manchester United bemærker mediedækningen vedrørende et interview med Cristiano Ronaldo.

- Klubben vil overveje sit svar, når de fulde fakta er fastlagt, skrev klubben på sin hjemmeside.

Cristiano Ronaldo har kontrakt med Manchester United resten af sæsonen.