Du ser fantastisk ud – men hvordan har du det?

Ingen falske fans, emigrantarbejderne har det godt, menneskerettighederne flyder ovenpå, alle er velkomne. Qatar har sat turbo på den automatiske ventilation. Al snavs er hvidvasket og hænger der, hvor de troede, det var til tørre.

Det er nærliggende at spørge Qatar – eller mere rigtigt FIFA: “Du ser fantastisk ud – men hvordan har du det?”

Dårlig smag i munden findes tydeligvis ikke i den internationale fodboldorganisation – og det er her, vi skal rette kritikken meget mere direkte mod. Ikke kun nu, ikke kun den næste måned.

Fokus er og skal være på Qatar. Skæld ud og fordømmelser er og skal være på Qatar. Nu og efter VM. Indtil de behandler mennesker som mennesker.

Men dem der skal ristes over de kritiske flammer er FIFA. For det var FIFA, der for 12 år siden besluttede, at VM 2018 skulle være i Rusland, og at 2022-slutrunden skulle være i Qatar. Et land og en stat der behandler mennesker og vores rettigheder fuldstændig umenneskeligt.

Se også

FIFA-præsident angriber kritikere

Ingen greb ind. Og det i sig selv er forkasteligt. For godt nok tiltager kritikken af dette arrangement i 2022, men vi kan med rette spole tilbage i tiden og spørge … hvorfor ikke før?

Hvorfor ikke nye mener?

Nu er der sat et meningsfyldt fokus på menneskerettigheder i den del af verden, hvor de ikke findes. Det må være den positive version af preview-VM. Men der skal også endnu mere spot på FIFA – og forbundets medlemmer. En af de absolutte hovedskurker i promoveringen af VM 2018 og 2022, præsidenten Gianni Infantino, står til at blive genvalgt uden modkandidater trods den massive europæiske kritik. Hvorfor ikke nye emner?

Ingen har modsat sig Infantinos genvalg – heller ikke DBU. Det kan undre. Når nu den danske fodboldorganisation har været kritiske overfor placeringen af VM i Qatar. Skal den slags forhindres fremover, skal Infantinos nærmest diktatoriske hærgen dæmpes eller helt lukkes ned. Så skal oprøret komme inde fra i FIFA, altså fra medlemmerne. Det er i den “klub”, man kan være for eller imod.

Jeg slutter lige med et tankevækkende citat, inden det skal handle om fodbold – dette forunderlige, fællesskabende og begejstrende spil. Det er fra 2013, da den tidligere generalsekretær i FIFA Jerome Valcke på et delegeretmøde sagde om VM-værtsskabet i blandt andet Qatar: “Det kan lyde lidt skørt, men mindre demokrati er et godt udgangspunkt for at organisere et VM”. Det var samme Valcke, der står for dette citat i den franske avis Le Monde. “Qatar har så mange penge, lad os nyde dem”.

Og så kommer lige en episode mere, der understreger det latterlige, men også bekymrende ved den magt, Infantino tildeler sig selv. Ved en seance for frivillige VM-hjælpere slog han fast: “En hel verden vil forene sig i Qatar”. Og så forlangte han, at alle rejste sig: “Nu vil jeg se, at salen her går amok. Jeg tæller til tre og så råber i…Qatar, Qatar, Qatar”.

Han - Infantino - toppede med en bizar optræden ved et pressemøde dagen før dagen. Det blev så usmageligt, at en hel verden spidsede pennen. Og det understregede, at FIFA-præsidenten sagtens kan finde på at foreslå en værtsnation i fremtiden a la Rusland (2018) og Qatar (2022).

TV 2 er naturligvis til stede i Qatar. Med den samme vision, som BBCs udsendte Gary Lineker: “Report, not support”.

Tror på dansk succes

Således hovedrystende ser jeg frem mod, at bolden ruller. Det bliver stort, ingen tvivl om det. Vi får de største stjerner på den største scene – flere af dem for sidste gang i VM-sammenhæng.

Og så et dansk hold, der indleder mod Tunesien, hvilket kræver en pligtsejr. Ikke for at negligere det afrikanske hold, men mand for mand – og især for kollektivet – står Hjulmands udvalgte med en bedre forhånd. Og så har jeg en god fornemmelse af, at de minutiøse forberedelser (der altid ligger i Hjulmands DNA), at de seneste års succesoplevelser, at fællesskabet og det at flere af de danske spillere er i noget nær deres livs form, kan give store resultater ved dette VM.

Kasper Schmeichel kommer med en forandret forberedelse i forhold til tidligere slutrunder efter sit exit fra Leicester. Men trods Mistralen omkring Nice møder han fuldt fokuseret til dette VM, og når konkurrencen er størst, når spændingsniveauet når toppen, er han bedst. Schmeichel er slutrunde-spiller.

Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg er på deres top, i nærheden af det bedste nogensinde. Eriksen i et usandsynligt løft efter episoden sidste sommer og klarhed i Manchester United – den fysiske pause fra faldet i Parken til tiden i Brentford har tilsyneladende gjort godt for en spiller, der når en bold er i nærheden vælger overtid.

Pierre-Emile har spillet stort set alle kampe i Tottenham og på landsholdet med fuldbyrdet energi, stort overskud i lederrollen og stort ansvar generelt. Han er en dansk nøglespiller i absolut topform.

Det svinger lidt for enerne

Joakim Andersen har været en af de markante i Premier League, og hvis – eller når Andreas Christensen kommer på AC-niveau, så taler vi også klasse her. Simon Kjær ved vi ikke nok om lige p.t., men hans værdi for holdet er så stor, at det kan kaldes øverste hylde. Så er der nogle backs, som har præsteret på topniveau i denne sæson – Rasmus Nissen Kristensen i Premier League for Leeds og Alexander Bah i Portugal for Benfica, et af de mest formstærke hold i Europa lige nu. Og Mæhle er som formet til det her.

Frontspillerne, eller rettere målscorerne, er der grund til at have lidt bekymring omkring. De har ikke præsteret grundet skader eller manglende spilletid i deres klubber – det gælder Andreas Cornelius, Kasper Dolberg, Jonas Wind og Yussuf Poulsen. For lidt spilletid til Mikkel Damsgaard, men ok til Martin Braithwaite og Jesper Lindstrøm.

Det svinger med andre ord for nogle af enerne, men det er her, at samspillet, sammenholdet, kollektivet, implementeringen gennem længere tid og de indbyrdes forståelser kommer ind – og gør Danmark interessant ved dette VM. Alt det, der misunder de andre.

Jeg venter med spænding. Og glæde. Forhåbninger er måske blevet til forventninger. Denne globalt megaevent samler en hel verden – ikke i Qatar, men overordnet. Vi skal ikke glemme hverken ørkenstaten og dens menneskelige afsporinger, vi skal ikke glemme FIFA og organisationens magtfuldkommenhed og korrupte handlinger – men vi skal slet ikke glemme fodbolden.