VM fodbold

Ny kovending i Qatar – købte VM-fans mister lommepenge

Fredagens nyhed fra VM-land handlede om annullerede ølsalg på de otte stadioner. Nu render værterne fra endnu en aftale.

Var du i nærheden af en computer, tablet eller telefon med internetadgang i sidste uge, kan du dårligt have undgået at se billeder eller videoer fra Dohas gader med dansende og smilende fans i tusindvis.

Først var det englændere. Så tyskere. Og sidenhen fulgte optog til ære for Portugal, Brasilien, Argentina og flere af de øvrige nationer til slutrunden i Qatar. Dog gik basale kendetegn som køn, alder og etnicitet igen ved alle paraderne – uagtet farverne og striberne på de nyindkøbte fodboldtrøjer.

Optogene skabte reaktioner i massevis og betegnelser som “cirkus”, “dårlig joke” og "teater", og observationer om manglende kvinder og børn i mængderne spredte heftig debat på de sociale medier.

Motiverne bag fanoptogene var delte. TV 2 SPORT kunne dengang fortælle, at personerne i paraderne ikke var betalte, jævnfør en snak med marketing- og pr-manager for Qatar Living. En påstand, der siden har mødt stor kritik og hænger i en tyndere og tyndere tråd.

Flere og flere beretninger fra Qatar peger nemlig i retning af, at folkene i paraderne er migrantarbejdere fra primært Indien, Pakistan, Sri Lanka samt en række afrikanske lande.

Oprindeligt hyret til andre opgaver i forbindelse med slutrunden, men også tiltænkt en rolle som stemningsskabere i Dohas gader – og at VM-værterne har haft penge oppe af lommen i bestræbelserne på at male det fineste skønmaleri.

VM-udstyr blandt cornflakes og læskedrikke

Modsat cykelstier eller skyggesteder til hvile for den bagende middagssol bugner det med glamourøse storcentre i hjertet af Qatar.

Mellem de skemalagte pust fra klimaanlæggene og de ihærdige sælgere fra butikkerne bag de rullende glasdøre finder du stativerne med diverse former for udsmykning til fodboldfesten over dem alle.

Det oplevede jeg selv i supermarkedskæden Carrefour i Qatar City Center fredag eftermiddag. Indkøbet af to vandflasker blev til en længere snak med tre migrantarbejdere i færd med at dekorere sig fra top til tå.

To af dem, begge fra Pakistan, havde fået til opgave at iklæde sig Argentinas karakteristiske farver, mens en tredje, en ældre herre fra Indien, var hyret ind til at heppe på Brasilien, når én af VM's største favoritter møder Serbien på torsdag i Lusail.

Mændene var ikke meget for at besvare en række spørgsmål, såsom hvordan betalingen foregik, og hvad betalingen lød på, men de bekræftede, at de tidligere havde arbejdet med andre opgaver i forbindelse med slutrunden, og at det var herigennem, de havde fået opgaven som 'fan' af de to sydamerikanske fodboldgiganter.

De deltog ikke selv i optogene fra sidste uge, men kender til flere, der gjorde. En bemærkning, der bekræftes få øjeblikke senere, da man fra betalingskassen kan iagttage en mindre gruppe kaste sig over trøjer, hatte og flag med Spaniens velkendte røde og gule farver. Og selvom jeg ikke scorede topkarakter på gymnasiet i netop det sprog, var det ikke kendte gloser, der kom fra supermarkedets gange.

Slut med lommepenge til mad og drikke

Akkurat som farcen med Budweiser og det annullerede ølsalg på stadionerne kigger andre fodboldfans ind i ændringer i de ellers lovede forhold.

Såkaldte influencere bliver nemlig fløjet til landet med henblik på at være med til at promovere nationen positivt. De lommepenge, de var blevet lovet, forsvinder dog nu.

En udmelding, som den britiske nyhedsplatform The Guardian beretter om.

I et længere skriv fortæller avisen blandt andet, at de hyrede fans har fået en kontramelding fra det såkaldte 'Fan Leader Network' i Qatar, og at lommepenge til køb af mad eller drikke ikke længere er inkluderet i aftalen.

Netværket har eksisteret i flere år, hvor flere end 400 koordinatorer har haft til opgave at fremme slutrunden globalt og vise Qatar fra sin bedste side.

Ifølge The Guardian har netværket kontaktet de hyrede fans og meddelt dem, at de daglige lommepenge udgår af aftalen grundet “udviklingen i medierne på det seneste, der indeholder en masse misinformation”.

Flere fans fortæller dog avisen, at de fratagne lommepenge ikke afholder dem fra at rejse til Qatar for at deltage i festlighederne – hvis de da ikke allerede befinder sig i landet.

Flere udtrykker dog bekymring om, hvordan de selv skal finansiere deres dagligdag i Qatar, hvor priserne på overnatning og generel forplejning har fået et markant nøk op i takt med VM-cirkussets indtog.