- 0 ud af 100 linjedommere havde annulleret det mål

Et ben fik sneget sig for langt frem. Se forklaringen herunder.

VM var mindre end tre minutter gammelt, da det første mål blev scoret.

Men det gjorde det så alligevel ikke. For efter VAR-gennemsyn blev Ecuadors scoring mod Qatar annulleret. Og hvorfor så egentlig det?

Qatars målmand Saad Al Sheeb var ude af sit mål og var derfor ikke længere bagerste mand. Det betyder, at man er offside, hvis man, som spiller for det angribende hold, er foran den næstbagerste forsvarsspiller.

Her bliver Michael Estrada, som gemmer sig på det første billede herunder, problemet. Hans ben er nemlig for langt fremme.

På billede to kommer Estrada til syne. I momentet på billede et, hvor bolden bliver snittet videre, er hans ben i en strafbar position.

Han bliver et problem, fordi han som den næste spiller header til den. Han har derfor indflydelse på spillet:

Efter en del minutter kom det synlige bevis også på signalet i fjernsynet. Estradas ben er længere fremme end den næstbagerste forsvarsspiller:

Under VM agerer den tidligere dommer Kenn Hansen ekspert for TV 2 SPORT i situationer som denne. Han bekræfter, at kendelsen er korrekt, men den var næppe blevet annulleret uden brug af VAR.

- Kendelsen er tilsyneladende korrekt. Den ene fra Ecuador rammer bolden i hovedstødsduellen, og den andens fod er mirakuløst tættere på mållinjen end næsbagerste forsvarsspiller, fordi keeperen er ude. Og han ender med bolden, efter den er hoppet lidt rundt.

- Det er indbegrebet af en offside, som 0 ud af 100 linjedommere ville dømme baseret på indtrykket live og uden brug af VAR, lyder det fra Kenn Hansen.

Se resten af kampen på TV 2 og TV 2 PLAY.