12 års kærlighed til fodbold forsvandt på 45 minutter
Tusindvis af fodboldfans forsvandt efter pausen, da Qatar for verdens øjne udstillede sig selv som fodboldnation i åbningskampen mod Ecuador.
Welcome, and good luck to you all. Velkommen og held og lykke til jer alle.
Med disse syv engelske ord afsluttede Tamim bin Hamad Al Thani, emiren af Qatar, sin åbningstale, der ellers blev afholdt på arabisk.
VM er i gang. Nu skal det handle om fodbold. Eller det skal det om lidt.
For meget har været sagt og skrevet om valget af Qatar som værtsnation. Landet er blevet kritiseret vidt og bredt for blandt andet dets syn på menneskerettigheder og behandlingen af migrantarbejdere.
Og så har der været stillet spørgsmålstegn ved, om det overhovedet giver mening at afholde verdens største fodboldturnering i et land, hvis historik inden for fodbold er yderst begrænset.
Flere af svarene fik vi søndag aften på Al Bayt Stadium, der med sine 50 kilometer fra Doha er det stadion, der ligger længst væk fra centrum.
En snert af fodboldfeber og vild forvirring
Lad os tage det logistiske først. Den timelange køretur fra hovedstaden forløb nogenlunde problemfrit, og det var først helt tæt på stadion, at der opstod en mindre trafikprop.
Gåturen fra parkeringspladsen var også i en overskuelig distance. Fodboldfeberen begyndte så småt at ramme – primært takket være feststemte fans i gule Ecuador-trøjer.
Men så begyndte vanviddet også.
For det var, som om der i etableringen af det beduinteltformede stadion med plads til 60.000 mennesker ikke var tænkt over, hvordan fans og medier skulle navigeres frem til den rette indgang.
Folk i massevis gik rundt som hovedløse kyllinger. Og hvis bare de mange frivillige kunne hjælpe.
Alligevel lykkedes det langt størstedelen at komme ind i tide, så de kunne overvære dele af den storslåede åbningsceremoni.
Talen fra emiren rundede ceremonien af, og så var det, at det skulle handle om fodbold.
Fodboldfesten var for de få
Lyset blev tændt, og man kunne ved selvsyn se, hvad det er for et stadion, der skulle lægge græs til åbningskampen mellem Qatar og Ecuador. Isoleret set var det i international topklasse. Isoleret set.
For det er svært ikke at tænke på, hvad det har kostet – både i kroner og ører og i særdeleshed i menneskeliv. Det samme gælder i øvrigt infrastrukturen omkring.
Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA), Gianni Infantino, bød hurtigt velkommen. Først på arabisk, så på spansk og til sidst på engelsk. Heldigvis tog det ikke en time, som det gjorde, da han søndag inviterede til pressemøde. Nå, det er en anden snak.
De to hold gik på banen, og der gik ikke mange minutter, før man havde fået en fornemmelse af, hvad Qatar havde at byde på – både på banen og på lægterne.
For mens de 4-5000 tilhængere fra Ecuador skabte en energisk lydkulisse, haltede det noget mere fra værternes side.
Kun enkelte gange skete det, at qatarerne hævede stemmen. Da et VAR-gennemsyn efter seks minutter forhindrede en tidlig Ecuador-scoring, var der eksempelvis meget godt gang i den.
Men ellers var atmosfæren til den kedelige side. En mindre gruppe bag det ene mål gjorde, hvad de kunne for at få værtsnationens fans med, men langt de fleste, der i øvrigt var iklædt hvide kjortler, holdt sig til sporadiske klap, når de lige passede ind.
Mærkelig, mærkelig kulisse.
Kærligheden til fodbold forsvandt efter pausen
På banen gjorde Qatar heller ikke noget for at hjælpe den elektriske stemning på vej. Ecuador var i fuld kontrol, og med to scoringer inden for den første halve time, fik de også lukket opgøret.
- 16'
Enner ValenciaStraffespark - 31' Enner ValenciaAssist: Angelo Preciado
Qatar lignede på ingen måde et hold, der efter 12 års forberedelse var klar til at deltage ved et VM.
De blev udspillet og udstillet.
Spændingen var forsvundet, og da de to hold kom tilbage fra pausen, stod det klart, at det samme var flere tusinde tilskuere.
For det var langt fra alle, der kom tilbage for at overvære anden halvleg på Al Bayt Stadium.
En russisk sidemakker på pressepladserne vurderede, at det enten var, fordi at der var lang kø i boderne, eller at qatarerne bare ikke interesserer sig for fodbold.
Som kampen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at det i hvert fald ikke var, fordi de ventede på hotdogs og sodavand. De kom ikke tilbage. I stedet blev flere og flere sæder forladt, og da kampen nærmede sig sin afslutning, var der flere tomme sæder end besatte.
Qatarerne havde set nok. Det havde alle andre egentlig også, men fodboldelskere bliver til den bitre ende. Og det gjorde de gulklædte ecuadorianere. Tak for det.
Fodboldmæssigt var det ikke nogen stor oplevelse. Alligevel var det en aften, der sent vil blive glemt.