VM fodbold

DBU-direktør svarer hårdt igen efter kritik: - Det er uden fortilfælde

Fodbolddirektør Peter Møller mener, at kritikken skal rettes videre mod det internationale fodboldforbund, FIFA.

Først sagde DBU, at man ville trodse FIFA og lade landsholdets anfører, Simon Kjær, bære det regnbuefarvede 'One Love'-anførerbind på banen til VM i Qatar. Selv hvis det skulle få konsekvenser.

Men da FIFA indikerede, at det ville koste et gult kort at bære armbindet, fik piben en anden lyd, og DBU trak i land.

Peter Møller, der er fodbolddirektør hos DBU, kalder FIFA's trusler om sportslige sanktioner for "uhørte".

- Det er uden fortilfælde, at man laver sportslige sanktioner, og det er klart, at vi ikke vil have et gult kort hængene over eksempelvis Simon Kjær i morgen, inden kampen går i gang, siger Peter Møller i et interview med TV 2.

Ikke et politisk statement

I Qatar er homoseksualitet forbudt ved lov - og 'One Love'-anførerbindet repræsenterer netop et budskab om at forene og forbinde i stedet for at udelukke og diskriminere, som DBU selv har formuleret det.

Synes du, at der er proportioner i frygten for at få et gult kort og så den frygt, man kan have som homoseksuel i Qatar, hvor det i værste fald kan blive straffet med dødsstraf, at vi mener, at et gult kort er for farligt, til at vi kan markere vores kamp for menneskerettigheder?

- Nej, men vi har gjort rigtig meget for netop at sætte spot på det her. 'One love' er ikke et politisk statement i vores øjne - hverken fra spillernes eller DBU's side. Det er basale menneskerettigheder, som FIFA åbenbart ikke helt tolker på samme måde. Pilen skal pege på FIFA, og man skal spørge, om de egentlig er ved deres fulde fem i øjeblikket, siger Peter Møller.

Irans landshold sang ikke med på egen nationalsang

De iranske landsholdsspillere sang ikke med på deres nationalsang, da den mandag blev afspillet i Qatar før Irans kamp mod England.

Irans spillere og ledere valgte ikke at synge med på nationalsangen inden kampstart mod England. Det sker, mens hjemlandet gennem de seneste måneder har været præget af voldsomme demonstrationer efter 22-årige Mahsa Amini døde i det iranske politis varetægt Video: TV 2 Danmark

Spillerne har ikke direkte oplyst, hvorfor de valgte ikke at synge med. Det menes dog at have relation til igangværende protester i deres hjemland, hvor der i øjeblikket er stor folkelig opstand, og mange borgere i cirka to måneder har demonstreret mod landets præstestyre.

Hvad tror du, at det iranske landshold, der mandag siden undlod at synge deres egen nationalsang i protest mod deres eget voldelige regime, tænker om det danske mod og den danske moral, når vi dropper 'One Love'-armbindet af frygt for et gult kort?

- Det ved jeg ikke. Det skal du spørge spillerne om. Jeg ved ikke, om de iranske spillere er blevet sanktioneret for ikke at synge med på deres nationalmelodi rent sportsligt – det er de ikke.

Det ville være synd for Simon Kjær, hvis han fik et gult kort i løbet af kampen, og han så ikke kunne være med

Peter Møller, fodbolddirektør, DBU

De risikerer nogle andre ting, der ikke er sportslige..

- Det er FIFA, der går ind nu og prøver at sanktionere spillerne. Vi ønsker ikke at stille spillerne foran os, og det er dem, der bliver ramt, hvis vi gør det her.

Ville det ikke være en perfekt protest mod FIFA netop at udstille dem og lade dem give et gult kort for, at Simon Kjær går rundt med et regnbuearmbind på, hvor der står 'One Love'? Så kunne han tage imod det gule kort og gå ud på sidelinjen og lægge armbåndet, og så kunne han vise over for hele verden, hvad FIFA er for en organisation.

- Jeg tror, at danskerne har fundet ud af, hvad det er for en organisation, FIFA er. Jeg synes, det ville være synd for Simon Kjær, hvis han fik et gult kort i løbet af kampen, og han så ikke kunne være med og dermed formentlig ville misse noget af slutrunden.

- Det er ærgerligt, at FIFA på den her måde truer spillerne og prøver at straffe dem. Og jeg synes, at kritikken skal rettes mod FIFA. Vi er en række europæiske lande, der prøver at gøre en forskel. Jeg vil medgive, at lige nu fører FIFA med 1-0 eller 2-0. Lad os se på den lange bane, hvad der sker, siger Peter Møller.

FIFAs egne kampagner

Det meget omtalte anførerbind er dekoreret med et hjerte i regnbuefarver og er en del af en anti-diskriminationskampagne, som det hollandske landshold har taget initiativ til i forbindelse med Nations League-kampene tidligere i år.

Men FIFA vil have, at anførerne ved VM i Qatar skal spille med en række anførerbind, der repræsenterer forskellige kampagner.

Under de første gruppekampe – herunder Danmarks kamp mod Tunesien tirsdag eftermiddag – skal de 32 anførere bære et bind, der repræsenterer kampagnen Football Unites The World, hvis budskab er, at fodbold samler verden.

Senere skal anførerne også bære anførerbind, der repræsenterer kampagner til fordel for klimaet, børn, uddannelse og mod diskrimination.

Ud over anførerbindene vil kampagnerne også indeholde blandt andet budskaber på stadionernes skærme og på flag.