Ved VM oplevede Michael Laudrup sit livs bedste nederlag

- Man finder først ud af, hvor stort et VM er, når man ikke er med.

Det lyder paradoksalt, men Michael Laudrup forklarer:

- Under selve slutrunden lever man i en boble. Bagefter og senere ved andre VM-turneringer kan man se, hvor meget det fylder og betyder. Alle taler om det, der er tv-skærme overalt, der viser VM, det er over hele verden – det er stort, siger Michael Laudrup til TV 2 SPORT.

Han har været med som spiller i 1986 og 1998 og som assistent for Morten Olsen i 2002.

- EM fylder i Europa, VM fylder i hele verden, fortsætter han.

- Det opdagede jeg først for alvor, da jeg var privatperson og ikke direkte involveret som spiller eller træner.

Tilbage til Frankrig

I 1986 i Mexico – Danmarks første VM-slutrunde – var Michael Laudrup blot 21 år, men leverede noget, som ikke kun danske fans og medier slog stort op, men en hel verden.

- Det var selvfølgelig stort. Vores første VM-slutrunde, og hvor mange danskere der egentlig kom til Mexico. Men VM i Frankrig 1998 står for mig personligt som noget helt ekstraordinært. Vi startede vores slutrunde-eventyr i Frankrig (EM 1984, red.), og her var jeg tilbage.

- Jeg havde planlagt på forhånd, at dette var min sidste slutrunde, og min sidste landskamp ville være, når vi var ude. Så med den beslutning vidste jeg, at denne turnering skulle nydes – og det gjorde jeg.

Danmark indledte med sejr over Saudi-Arabien, 1-1 mod Sydafrika og nederlag til Frankrig. Ligesom ved EM 1984.

- Det var utroligt vigtigt at vinde den første kamp, som alle forventede – ikke sprudlende, men dog en sejr. Så spillede vi uafgjort med Sydafrika i den værste varme, jeg nogensinde har spillet i, og så tabte vi til Frankrigs fantastiske trup – selv med afbud – og blev toer i gruppen.

"Typisk dansk"

Det lå så til, at Danmark som toer skulle møde Spanien i knockout-fasen – Danmarks onde ånd.

- Vi tabte til dem i 86 og ved EM i 88 og det historiske nederlag i Sevilla i 1993, der spændte ben for dansk VM-deltagelse året efter.

- Men heldigvis gik Spanien overraskende nok ikke videre. Så den hed Nigeria, der slog spanierne i deres første kamp, og som havde vist tænder undervejs. De var i hvert fald sejrssikre før opgøret med Danmark.

- Dagen før mødet med Nigeria var vi på Stade de France for at træne en sidste gang – og Jes Høgh og jeg mødte Jay-Jay Okocha, en af de største hos Nigeria. Jes, der kendte ham fra deres fælles tyrkiske klub, Fenerbahce, vidste, at han lige var blevet far og ønskede tillykke. "Tak," sagde Okocha. "Jeg har fået lov at flyve hjem og se den lille efter kampen mod jer, men jeg skal være tilbage dagen efter”, genfortæller Michael Laudrup.

Danmark spillede en superkamp og vandt som bekendt 4-1 og sendte dermed farmand Okocha og Nigeria definitivt hjem.

- Det var på mange måder typisk dansk. Vi var undertippede, men det passede os godt. Vi scorede to mål ret tidligt, og de var rystede. Så kom vi under pres, men fandt et eller andet, der løftede os. Og så 3-0-målet efter en time, så var de slået.

Noget nær perfekt farvel

Michael Laudrup taler ikke detaljeret om det tredje danske mål, som var uforglemmeligt. Han løftede elegant bolden over Nigerias forsvar ind til Ebbe Sand - 3-0. Fodbold når det er smukkest.

- Så fulgte mødet med Brasilien i Nantes. De havde som altid et kanonhold, men vi havde en særlig tro på det efter sejren over Nigeria. Martin Jørgensen scorede efter to minutter, men brasilianerne førte 2-1 ved pausen. Brian fik udlignet, men igen to mål på to dumme fejl. Og så var det slut.

I bogstavlig forstand.

For Michael Laudrup krammede sin lillebror Brian efter slutfløjtet. Han stoppede også på landsholdet, og den danske anfører vinkede ud til en hel verden efter 104 landskampe og en uforlignelig karriere.

- Hvis ikke det hele skulle slutte i en VM-finale, så var det her det helt rigtige – mod Brasilien. Når det skulle være et nederlag, så var det her det bedste af slagsen. En superkamp hele vejen igennem. Og jeg fik lov at sige farvel i en VM-slutrunde – og selv have planlagt det.