Nervøsiteten ramte, da Morten Olsen gav ham overraskende rolle
Christian Poulsen ser tilbage på VM-slutrunden i 2002, hvor han fik en helt særlig rolle over for verdens bedste.
Han fik sit absolutte gennembrud ved VM-slutrunden i Japan og Sydkorea i 2002.
22-årige Christian Poulsen kom ind med blot fire landskampe på CV'et, fik spilletid mod Uruguay og Senegal, inden han af Morten Olsen fik til opgave at holde et tæt øje med verdensstjernen Zinedine Zidane i Danmarks tredje gruppekamp.
Og det gik så fremragende, at Zidane, ganske vist lidt skadet, blev holdt nede. Danmark vandt 2-0, og de regerende verdens- og europamestre blev flået ud af VM-turneringen. Og Christian Poulsen bed sig så meget fast, at det blev til 92 landskampe.
- Jeg blev naturligvis overrasket og dermed nervøs, da Morten Olsen bad mig nærmest mandsopdække Zidane. Men det gik heldigvis, siger Christian Poulsen til TV 2 SPORT.
Zidane var ikke en hvem som helst ved dette VM.
Han kom som verdensmester med Frankrig fire år tidligere. Han havde lige vundet Champions League med Real Madrid, hvor han lavede sejrsmålet i 2-1-sejren over Bayer Leverkusen, og mange betragtede ham som verdens bedste spiller i tæt kamp med brasilianske Ronaldo.
Danmark kom til VM med Morten Olsen og Michael Laudrup som trænerduo. Det blev indledt med 2-1 over Uruguay, 1-1 med Senegal og så det vilde resultat 2-0 over de regerende verdensmestre Frankrig. Morten Olsen havde lavet om på den danske opstilling og taktik, selvom det var gået tilfredsstillende i de to første kampe. Tre spillere blev vraget ganske overraskende. Anfører Jan Heintze, den delte topscorer Ebbe Sand og Jesper Grønkjær. I stedet kom Nicklas Jensen ind som back, Martin Jørgensen på en kant og den yngste i truppen, Christian Poulsen, på en hårdt arbejdede midtbane samme med Stig Tøfting og Thomas Gravesen. Danmark vandt og blev blev gruppevindere.
Godt afsæt til udlandet
I ottendedelsfinalen tabte Danmark dog til England med 3-0.
- Jeg glemmer aldrig VM-slutrunden i Japan og Korea. Det største jeg har oplevet som fodboldspiller, for dét at repræsentere sit land i den absolut største turnering er i sig selv stort. Og så var det her, jeg fik mit internationale skub, siger Christian Poulsen – nu som assisterende træner for Kasper Hjulmand op til og under VM-slutrunden i Qatar.
Christian Poulsen skiftede kort efter VM til Schalke 04 i Bundesligaen. I 2006 blev det Sevilla i LaLiga, to år senere Juventus i Serie A og yderligere to år senere Liverpool i Premier League efter VM 2010 – året efter Evian i den franske Ligue 1 for så at slutte i udlandet i Ajax Amsterdam, inden han vendte hjem til FC København i 2014. En af to på kloden, der har spillet i alle de fem største ligaer.
- Det var et fantastisk godt afsæt med VM-oplevelsen i 2002, inden jeg startede i Schalke. Vi havde et godt hold og en god træner (Morten Olsen, red.), og sejren over Frankrig var i sig selv vild. Vi dummede os i den næste kamp mod England – måske fordi vi stadig var opløftede efter de 2-0 mod Frankrig. Vi burde have nået mere, siger Christian Poulsen, der måtte stå over i den sidste kamp efter to gule kort undervejs.
Ballast fra CL-kampe med FCK
an husker tilbage på det at være i en VM-lejr uden at vide, hvor stort det var hjemme i Danmark. Et VM, hvor Morten Olsen lagde en overraskende, taktisk plan op til kampen mod verdensmestrene. Succes-angriberen Ebbe Sand blev taktisk vraget for en mand mere til midtbanen.
Det blev Christian Poulsen, som skulle tage sig kærligt af Zidane – og gjorde det. Oplægget lød på en massiv midtbane (fem mand) og hurtigt kontraspil. Der havde danskerne lynet Dennis Rommedahl og den evige afslutter Jon Dahl Tomasson. Kampens målscorere.
- Det var en stor opgave, Morten satte mig på, men jeg havde lidt ballast fra FCK's kampe i Champions League mod Lazio, Dortmund og Ajax. Det gik godt, og i det hele taget gav VM-slutrunden mig det mentale rygstød, som jeg kunne tage med videre.
Christian Poulsen blev så begejstret for den japanske venlighed, den japanske kultur og hele opholdet i Nahmae, som var den danske basecamp i det meste af tiden under VM, at han og familien tog på en måned lang rejse i netop Japan, da karrieren havde sat punktum.
- Det at være til en VM-slutrunde er noget ganske særligt. Der er fuld fokus på fra en hel verden, fra medierne og fra fansene. Man er tæt i en længere periode, og i 2002 fungerede det, uden at ordet 'lejrkuller' kom i spil, siger Christian Poulsen, der nu selv er i lederstaben i Qatar. Dels på træningsbanen, dels i forberedelserne, men også i det sociale.
- Jeg har en fornemmelse af, at spillerne accepterer, at jeg selv har prøvet den slags slutrunder, at jeg har erfaring fra min tid i udlandet og min tid under Morten Olsen, som jeg ved, Hjulmand også har hentet stor inspiration fra. Forskellen fra dengang og til nu er, at der er optimeret på alle områder. Og så Hjulmands lederskab. Fælles fra 2002 og til 2022 er det, jeg vil kalde 'den danske ånd'. Der er altså en særlig stemning i en dansk lejr under en slutrunde.