Fodbold

United-ejere åbner for salg af klubben efter Ronaldo-exit

Manchester Uniteds ejere er åbne for både et helt eller delvist salg af klubben.

Det er blot få timer siden, at Manchester United ophævede Cristiano Ronaldos kontrakt et halvt år før tid.

Og det var åbenbart ikke den eneste bombe fra den engelske storklub denne tirsdag aften midt under et VM.

Sent tirsdag aften har United således sendt en pressemeddelelse ud. Heri fremgår det, at klubbens ejere er klar til at sælge klubben:

- Bestyrelsen vil nu overveje alle strategiske alternativer - herunder nye investeringer i klubben, et salg eller andre transaktioner, der involverer virksomheden, lyder det formelt i klubbens pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen sætter den amerikanske Glazer-familie, som har ejet United i 17 år, lidt ord på beslutningen:

- Manchester Uniteds styrke er baseret på support og loyalitet fra vores 1,1 milliarder fans. Da vi forsøger at bygge videre på klubbens succes, har bestyrelsen igangsat en grundig evaluering af strategiske alternativer.

- Vi vil overveje alle muligheder for at sikre, at vi på bedst mulig vis tjener vores fans, samt vi maksimerer vores vækstmuligheder - både nu og for fremtiden. Igennem processen vil vi gøre alt for at tilfredsstille vores fans og investorer, lyder det.

Udskældt fra dag et

United-ledelsen har hyret den amerikanske bank Raine Group som økonomisk rådgiver i den kommende proces. Raine Group var tidligere i år inde over salget af Chelsea.

Glazer-familien har mere eller mindre fra dag et været udskældt af Manchester Uniteds fans. Dels på grund af dens håndtering af klubbens økonomi, dels på grund af Uniteds sportslige nedtur de seneste mange år.

Især siden Alex Ferguson stoppede som manager i 2013, er det ikke blevet til ret mange store øjeblikke for "de røde djævle".

To engelske pokaltitler - én i FA Cuppen og én i ligacuppen - samt en triumf i Europa League er det blevet til for United, der under Ferguson ellers var vant til at kæmpe med om det engelske mesterskab og Champions League-trofæet.

På det seneste har United været i fokus på grund af et eksplosivt interview, som Cristiano Ronaldo gav til den engelske journalist Piers Morgan.

I interviewet sagde den 37-årige portugiser blandt andet, at han føler sig svigtet af Manchester United, og at klubben med manager Erik ten Hag i spidsen forsøger at presse ham ud.

Han forklarede også, at han har et særdeles anstrengt forhold til den hollandske manager. Ronaldo har også været ude med riven over for Glazer-familien.

Interviewet førte til, at United tidligere tirsdag meldte ud, at parterne var blevet enige om at gå hver til sit, og at Ronaldo derfor havde fået sin kontrakt ophævet med øjeblikkelig virkning.

Den danske fodboldstjerne Christian Eriksen skrev i sommer en treårig kontrakt med den engelske storklub, der ikke har vundet Premier League siden 2013.