VM fodbold

DBU erkender nederlag til FIFA: - Der kommer ikke flere tiltag

Fra nu af vil det danske fodboldlandshold i endnu højere grad fokusere på fodbolden og VM.

- Det kan godt være, at FIFA fører 1-0 eller 2-0 nu, men lad os nu se, hvordan det ender.

Sådan sagde fodbolddirektøren i Dansk Boldspil-Union (DBU), Peter Møller, i mandags, da han skulle forholde sig til, at Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) havde lukket ned for brugen af det omdiskuterede One Love-anførerbind.

Der kommer ikke flere tiltag fra spillerne, træneren eller den sportslige stab

Peter Møller

Nu, to dage senere, er der noget, der tyder på, at kampen er fløjtet af. I hvert fald for en stund.

På et ekstraordinært pressemøde, der også havde deltagelse af DBU's formand, Jesper Møller, og direktør, Jakob Jensen, fortalte Peter Møller, at landsholdet nu i højere grad vil have øjnene rettet mod fodbold og VM.

- Jeg synes, at vores spillere det seneste halvandet år har vist, hvad de står for, og hvem de er. Vi har valgt at gå hånd i hånd om de ting, som FIFA nu med bøllemetoder har blokeret for.

- Vi har prøvet at vise, hvem vi er, og jeg kan sige det, som det er: Der kommer ikke flere tiltag fra spillerne, træneren eller den sportslige stab. Nu vil vi rigtig gerne fokusere på fodbold, sagde fodbolddirektøren.

DBU og det danske fodboldlandshold rejste til Qatar med et ønske om at træne i t-shirts med teksten "Human Rights For All" samt at spille med One Love-anførerbindet, som seks andre europæiske nationer også havde planlagt.

Erkender nederlag på den korte bane

Trusler om sportslige sanktioner fik DBU til at droppe de to tiltag, og nu hvor der tilsyneladende ikke kommer flere tiltag fra landsholdets side, er det nærliggende at tænke, at kampen mod FIFA er tabt.

Er det så også lig med, at FIFA har vundet den her kamp med 1-0 eller 2-0?

- Det er et godt spørgsmål. På den korte bane, ja, konstaterede Peter Møller, inden han henviste til, at 207 ud af 211 medlemslande i FIFA har tilkendegivet, at de bakker op om forbundets præsident, Gianni Infantino.

DBU er ikke en del af det enorme flertal. Peter Møller fortæller, at han er "bekymret for, hvor fodbolden bliver taget hen".

- Fodbolden er ikke for nogle gamle mænd i jakkesæt. Det er for folket, for fans, for medierne. Og når man så har været med i sådan en omgang her, hvor man bliver truet på det rent sportslige, så kan man jo godt stille sig selv det spørgsmål om, hvad der sker på den lange bane.

- Vi har høfligt spurgt om lov til, om vi må bære anførerbindet og en træningstrøje med tryk på maven. Vi har signaleret de værdier, vi skulle. Vi skal hele tiden huske på, at vi også er et fodboldforbund, og vi vil gerne vinde nogle kampe. Og jeg synes, at det vil være ærgerligt, hvis det går på kompromis med det sportslige, lød det fra Peter Møller.

Danmarks landstræner, Kasper Hjulmand, gav senere onsdag udtryk for, at han og spillertruppen i endnu højere grad vil fokusere på fodbolden.

Fodboldmæssigt fik Danmark en blandet start på VM, da de åbnede med 0-0 mod Tunesien.