VM fodbold

Ekspert udpeger to spillere som Delaneys afløser

Ifølge Mads Junker var den nu skadede Thomas Delaney i forvejen ikke udset til at spille fuld tid i gruppespillet ved VM.

Holdkammeraterne har fået en støttepille mindre at læne sig op ad under resten af VM-slutrunden.

Skaden til Thomas Delaney er således også en skade på lederkorpset i den danske trup, ifølge fodboldekspert Mads Junker.

- Det er jo en svækkelse, når det gælder en spiller med så mange landskampe, og som er en af landstrænerens faste midtbanespillere.

- Det er en lederfigur, der både kan føre Kasper Hjulmands ideer ud på og udenfor banen. Det er en, de andre kan støtte sig op af, og så er han jo en fast del af den her tremandsmidtbane med Eriksen og Højbjerg. Det er aldrig rart for en trup at miste en spiller, der også en slags kulturbærer til en slutrunde, siger Junker.

Hvem skal overtage?

Danmark besidder heldigvis adskillige dygtige midtbanespillere, og erstatningen kan gøres op i flertal.

- Det er jo enten Christian Nørgaard eller Mathias Jensen. Nørgaard ligner nok den oplagte afløser, men skal der lidt mere fodbold ind, kan han bruge Mathias Jensen, vurderer Mads Junker.

Fodboldeksperten spår samtidig, at Thomas Delaney, der generelt ikke længere spiller fuld tid på landsholdet, heller ikke var udset til at gøre det nu.

- Jeg tror, Hjulmand har kalkuleret med, at Delaney ikke skulle spille alle tre kampe fra start i gruppespillet. Så jeg tror ikke, det her er noget, der kommer til at overrumple ham voldsomt.

- Der ville det trods alt være noget andet, hvis det var Andreas Christensen eller Joakim Mæhle, der gik i stykker - altså spillere, som Hjulmand har bygget meget af Danmarks faste spil op om, siger Junker.

En anelse held i uheld

... hvis man da kan tillade sig at omtale situationen sådan.

Men uanset hvor ærgerligt det er for Delaney såvel som landsholdet, kan Kasper Hjulmand om muligt finde trøst i, at han - i slutrunde-forstand - har lang tid til at planlægge sig ud af fraværet.

- Det er jo en del af spillet og af slutrunder, at der kommer skader. Og det er på en måde rart, at det sker så 'tidligt'.

- Nu har landstræneren jo vidst siden første halvleg mod Tunesien, at han kunne risikere at undvære Delaney, i forhold til, hvis en spiller var blevet skadet i opvarmningen til en kamp, siger Mads Junker.

Danmark møder Frankrig i den anden kamp lørdag klokken 17.00. Den kamp kan du se på TV 2 og TV 2 PLAY.