VM fodbold

FIFA åbner sag mod VM-nation

Ecuadors fans har ifølge det internationale fodboldforbund (FIFA) opført sig upassende.

Landsholdets fik den perfekte start på VM med 2-0-sejren over de qatarske værter.

Men på tilskuerpladserne foregik der noget, som nu kan få konsekvenser for Ecuador. Det skriver FIFA på sin hjemmeside.

- FIFA's disciplinærkomité har åbnet en disciplinærsag mod Ecuadors fodboldforbund grundet sange fra de ecuadorianske fans under VM-kampen mod Qatar 20. november.

Disciplinærsagen er åbnet på baggrund af artikel 13 i 'FIFA Disciplinary Code', som omhandler krænkelser af en nations værdighed og integritet.

Ifølge en lang række udenlandske medier, heriblandt Fox Sports og nyhedsbureauet AP, var sangene hånlige over for Chile.

Sammen med Peru indgav Chiles fodboldforbund en klage til først FIFA og siden sportsdomstolen CAS.

De mente, at Ecuador havde benyttet en ulovlig spiller, Byron Castillo, i VM-kvalifikationen, fordi der blev sået tvivl om, hvorvidt han egentlig er fra Ecuador.

Klagen blev afvist i begge instanser, og dermed måtte Chile og Peru opgive at få en plads ved VM på Ecuadors bekostning.

Bliver Ecuador kendt skyldig, venter en bøde på godt 150.000 kroner samt en tilskuerstraf til en fremtidig kamp.