Ronaldo spillede hovedrollen på pressemøde, han ikke deltog i
Det går glimrende, og harmonien er i top i den portugisiske lejr, slog spiller og landtræner fast på pressemøde onsdag.
Da Portugal-stjerne Bruno Fernandes og landstræner Fernando Santos stod i kulissen og ventede på at deltage i et pressemøde dagen før holdets VM-åbningskamp, vidste de godt, hvilke spørgsmål de om lidt skulle svare på.
Det vidste den portugisiske presse også.
Hvad kommer dette pressemøde til at handle om?
- To ord: Cristiano Ronaldo, lød det uden tøven fra João Nunes, journalist på Radio e Televisão de Portugal, til TV 2 SPORT.
Hvorfor?
- Fordi der sker store forandringer i hans fodboldkarriere lige nu. Det er den helt store ting, vi taler om i Portugal, men også i resten af verden og ved VM. Han er stadig en af de største spillere i verden, og alle taler om det.
Det, alle taler om, er naturligvis nyheden om Cristiano Ronaldos øjeblikkelige skilsmisse med sin hjerteklub fra Manchester. Et forhold, der endte yderst grimt.
João Nunes’ kollega var enig i, at dette pressemøde ikke bliver som alle pressemøder, holdene er tvunget af FIFA til at deltage i dagen før en VM-kamp.
- Jeg er sikker på, at det kommer til at blive flest spørgsmål om Cristiano Ronaldo efter den store nyhed, sagde Pedro Mendonca fra Sport TV.
Hvor mange Ronaldo-spørgsmål vil de tolerere?
Timingen ville det, at Portugal havde taget Manchester United-stjernen Bruno Fernandes med til pressemødet.
Når nu ikke Cristiano Ronaldo stod på deltagerlisten, var hans tidligere holdkammerat det næstbedste for pressen, der ikke ville spilde chancen for at få saftige detaljer ud om den store nyhed.
Hvordan tror du, spiller og træner kommer til at reagere, når stort set alle spørgsmål handler om Ronaldo?
- Det er et svært spørgsmål, men jeg tror, de er klar over det. De har nok forberedt sig, siger João Nunes.
- For to dage siden sagde Ronaldo, at vi skulle tale om fodbold, om spillerne og om holdet og ikke om ham. Så måske ender det med, at der kommer to-tre spørgsmål om ham, og så insisterer de på, at vi skal stoppe, siger Pedro Mendonca.
Fernandes viste overskud
Så galt gik det ikke. Slet ikke. Et loft for antallet af Ronaldo-spørgsmål kom aldrig på tale.
Da Bruno Fernandes og cheftræner Fernando Santos satte sig, så de ud til at være i godt humør. Og sådan fortsatte det faktisk med at se ud gennem hele den halv time lange seance.
De første 15 minutter måtte pressen stille spørgsmål til Bruno Fernandes, lod FIFA’s ordstyrer de mange fremmødte forstå. Og så gik det i gang.
- Jeg føler mig ikke utilpas, og jeg er ikke nødt til at vælge side, lød svaret på spørgsmålet om, hvorvidt han er påvirket af Ronaldos pludselige United-afgang.
Hurtigt stod det klart, at Bruno Fernandes strålede af overskud, mens han svarede på portugisisk. Måske havde han ligefrem glædet sig til denne dag. Lejrkuller kunne også være et bud.
- Jeg er beæret over at spille på landsholdet sammen med ham (Ronaldo, red.) og at have spillet for samme klub. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har fulgt hans karriere, og at han var altid et af mine idoler. Og det var en drøm, der gik i opfyldelse at kunne gøre det sammen med ham. Intet varer for evigt, men det var godt, mens det varede.
Måtte kun svare på portugisisk
Da en britisk journalist bad Bruno Fernandes om at svare på engelsk, italesatte hans pressechef straks, at der kun ville blive talt portugisisk i dag. Det blev naturligvis respekteret, men det gav samtidig et billede af mødets vigtighed.
Det skulle sidde lige i skabet, og en forkert formulering på engelsk skulle ikke skabe dumme overskrifter.
- Nej, han (Ronaldo, red.) talte ikke med mig om sin beslutning.
- Alle ved, hvor stor værdi Cris og alle os andre tillægger at repræsentere vores land. Det er et mesterskab, vi alle drømmer at nå hele vejen til finalen i, så hans fokus er på landsholdet, lød det blandt andet fra United-stjernen.
På de 15 minutter fik 8 journalister lov til at stille spørgsmål til Fernandes, og halvdelen af dem handlede om Cristiano Ronaldo. Modvægt til den statistik sørgede et par ghanesiske journalister, der var nysgerrige på at høre om kampen mellem de to nationer torsdag, for.
Da det blev landstræner Fernando Santos’ tur, slog han med nogenlunde samme ordlyd som sin spiller fast, at Ronaldo er glad, fokuseret og motiveret, og at holdets harmoni er god.
Portugisisk journalist ser fordele i United-afgang
Bedømt på pressemødet vil det ikke være naivt at tro, at de har ret. Nu bliver det spændende at se, om det kan ses på banen torsdag mod Ghana.
Her vil alle øjne naturligvis være rettet mod Ronaldo. Alle vil se, om bruddet med klubben og al opmærksomheden er godt eller skidt for Ronaldo og for holdet.
Den portugisiske journalist Pedro Mendonca er ikke i tvivl om, at hele sagen får en positiv betydning.
- Jeg tror, den her situation kommer til at hjælpe holdet. Ronaldo har det godt, fordi han er fri. Han er klar i hovedet. Han kommer til at spille frit, som han ønsker det. Han elsker at spille for Portugal, så jeg tror, det bliver et stort VM for ham. Her taler jeg ikke som en fan, men som journalist, slår journalisten fra portugisiske Sport TV fast.
Se Ronaldos første kamp som klubløs på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY klokken 17.00. Modstanderen er Ghana.