Tysk stjerne retter kritik mod medspillere efter fiasko

Internt i den tyske VM-lejr er det særligt defensiven mod Japan, der får meget hårde ord med på vejen. Også fra landstræneren.

'Das Leben ist kein Ponyhof', som de siger i Tyskland, når livet ikke går helt efter planen.

Livet var bestemt ikke en pony-gård for de tyske spillere onsdag eftermiddag, hvor Japan løb med en højst overraskende 2-1 sejr i holdenes første VM-kamp.

- Vi fik det til at se for let ud for dem, konstaterer Ilkay Gündogan.

- Særligt det andet mål... Jeg ved ikke, om der nogensinde er scoret et lettere mål ved et VM. Det burde ikke ske. Målene vi indkasserede på otte minutter var alt for lette, raser tyskeren ifølge Bild.

Om Gündogan henviser til centerbacken Niklas Süle, der snorksov og ophævede Tysklands offsidelinje, eller om det er møntet på forsvarskollegaen Nico Schlotterbeck, der blev sat af målscorer Takuma Asano, er uvist.

Du kan se alle målene fra kampen i videoen over artiklen eller blot opleve Japans 2-1-scoring her:

Japan kom foran 2-1 mod Tyskland efter et gevaldigt forsvarskoks. Video: Bo Bentsen

Landstræner: Det må ikke ske

Hansi Flick, den tyske landstræner, valgte den diplomatiske udvej, da han blev forholdt Ilkay Gündogans ord.

- Det er Ilkays ord, og det er han velkommen til at sige. Det vigtige for mig er, at holdet når de rigtige konklusioner og tager ansvar, lød det fra Flick, der dog heller ikke kunne skjule sin ærgrelse.

- Det er voldsomt skuffende. Japan slog os klart på effektiviteten. De individuelle fejl, vi lavede, må ganske enkelt ikke ske.

Et 'latterligt' nederlag

Tyskland indledte kampen med at spille japanerne langt ud af pony-gården, og favoritterne var planmæssigt foran 1-0 ved pausen.

En time senere var det generelt en flok lettere rystede stjerner, der mødte pressen efter (endnu) en chokstart på VM.

De to aldrende præmieponyer, Thomas Müller og Manuel Neuer, er også specielt utilfredse med de tidligere verdensmestres defensiv.

- Vi forsvarede os ikke godt helt til slut. Vi havde ikke roen til at spille op bagfra. Hvis vi havde haft mere selvtillid, havde det været anderledes. Det her er en enorm skuffelse os os, siger Neuer.

- Vi ramte ikke effektiviteten i nogen af enderne. Det er latterligt, at vi ender med et nederlag her, sagde Thomas Müller, der i øvrigt selv ejer en stald og er gift med en professionel dressurrytter.

Tyskland skal forsøge at rejse sig på søndag mod Spanien, der senere onsdag storsmadrede Costa Rica med 7-0.