Tysklands VM-åbning var én stor provokation til FIFA
Tyskland tabte kampen på banen mod Japan, men deres budskab vandt de meget respekt på.
Det kan godt være, at FIFA har truet VM-holdene mod at bruge det omdiskuterede One Love-armbind.
Og det har ved første øjekast virket, men tyskerne lægger sig i den grad ikke bare fladt ned. Under onsdagens VM-kamp mod Japan sendte de tyske spillere og politikere flere stikpiller i retning af FIFA.
Her er et overblik over, hvordan Tyskland markerede sig i forbindelse med kampen:
Regnbuefarvede støvler
Flere af de tyske spillere mødte op til kampen iført regnbuefarvede fodboldstøvler.
En lille stikpille til FIFA, der ikke har ønsket at se flere af VM-landene spille i det regnbuefarvede anførerbind. Det hele bunder i, at Qatar har menneskerettigheder, der ikke just flugter med Nordens menneskesyn.
Støvlerne er en del af Adidas' VM-kollektion, hvor farverne også passer till Addas’ VM-bold, Al Rihla. Tyskerne havde samme farver på deres opvarmningstrøjer.
Stærkt signal under holdbillede
Tyskland, lige som Danmark og fem andre lande, fik nej til at spille med anførerbindet. Derfor holdt de tyske stjerner sig for munden under det obligatoriske holdbillede inden kampen mod Japan.
Det tyske fodboldforbund forklarede årsagen bag:
- Vi ønskede at bruge One Love-anførerbindet til at tage stilling til de værdier, vi har på det tyske landshold, nemlig mangfoldighed og gensidig respekt. Sammen med andre nationer ønskede vi, at vores stemme blev hørt.
- Det handlede ikke om at komme med et politisk statement – menneskerettigheder er ikke til forhandling. Det burde bare være en naturlighed, men det er stadig ikke tilfældet.
- Derfor er denne besked så vigtig for os. At nægte os armbindet er det samme som at nægte os en stemme. Vi står ved vores holdning, skriver det tyske fodboldforbund til holdbilledet.
Tysk minister med presbold til FIFA-præsident
Den tyske Forbundsminister for indenrigs- og fælleskabsanliggender, Nancy Faeser, mødte op på tilskuerpladserne til kampen mellem Tyskland og Japan.
Her sad hun ved siden af FIFA-præsidenten, Gianni Infantino, iført et One Love-armbind under hele kampen. Endnu et stærkt statement fra Tyskland.
Tyskland tabte kampen 2-1 til Japan og er nu i den grad presset i jagten på videre avancement under VM.