VM fodbold

Uafgjort var godt nok. Lev med det, som vi siger

Vi er nødt til at forstå, at der også spilles fodbold i andre dele af verden. Vi håbede på mere mod Tunesien. Men værre var det altså heller ikke.

Per Mertesacker gik helt amok.

Tyskland havde netop besejret Algeriet med 2-1 efter forlænget spilletid ved VM-slutrunden i Brasilien. Det var en kamp i ottendedelsfinalen. Det var en sejr ohne Glanz, som de siger syd for grænsen. En hårdt tilkæmpet arbejdssejr.

Det blev Mertesacker så konfronteret med umiddelbart efter sidste slutfløjt. Og så var det, at den velformulerede mand leverede sin verbale bredside til det tyske fodboldfolk:

- Jamen, hvad f..... regner I med? I tror bare, at man kan slå hold fra Afrika med begge hænder på ryggen. Vi kan jo ikke vinde 4-0 hver eneste gang.

Det samme vil jeg sige efter Danmarks uafgjorte resultat mod Tunesien i går.

Jeg var også skuffet. Bare ikke i en grad, som hvis min kone havde været mig utro

Jeg var på stadion, og lad mig derfor lægge ud med at konstatere, at der var tale om en decideret udekamp for Danmarks vedkommende. Der var vel 35.000 højlydte tunesere og under 1.000 danske fans, der kæmpede en ulige kamp for overhovedet at komme til orde. Respekt til jer, i øvrigt. Glem udskamningen! Fedt, I er her.

Det er ligeledes fair at tilføje, at meget af det, der er uvant for danskere i Qatar, er velkendt for arabere. Klimaet for eksempel.

Men er det ikke bare dårlige undskyldninger? Det må man da gerne mene, men hvad er det så, vi forstår ved begrebet hjemmebanefordel? Når Danmark spiller i et fyldt Parken, bliver vi jo aldrig trætte af fortællingen om, hvordan VI bar holdet frem.

Det er ikke et fodbold-uland

Nå, men til kampen. Jeg var også skuffet. Bare ikke i en grad, som hvis min kone havde været mig utro. Mere som skuffet over, at maden var en lille smule brændt på.

Jeg havde troet, vi kunne vinde. Det har jeg også udtalt. Men jeg anerkender, at Tunesien gjorde det svært for os. Jeg så kampen, som Per Mertesacker så Tyskland-Algeriet i 2014. At vi spillede mod et hold fra den afrikanske fodboldelite. Vi spillede mod en nation, der har været med i lige så mange VM-slutrunder som os selv. De tunesiske spillere optræder ikke på fodboldens største internationale adresser, jævnfør Anes Slimane og Issam Jebali, men de fungerede som en enhed. Det må vi give dem. Tunesien er ikke et fodbold-uland.

Bevares, det var langt fra alt, der fungerede for Danmark, og det er helt legitimt at diskutere, om systemet med tre centerbacks var velvalgt. Skulle Jesper Lindstrøm have startet? Måske. Hans indhop var bare ikke ret godt. Sådan er der så meget. I mine øjne var der ingen, der dumpede.

Til gengæld var det også kun i glimt, at nøglespillere som Christian Eriksen, Joakim Mæhle og Andreas Skov Olsen var i stand til at sætte sig igennem og skabe chancer. Det led det danske spil selvfølgelig under. Spillet var ikke berusende. Men det var stadig kompetent.

Ligheder med Hollands VM-start

Jeg oplevede en intens kamp i en fed kulisse, som indledningsvis var ved at blæse det danske hold omkuld. Her var vi på hælene. Vi var også udfordret af de tunesiske omstillinger, og Kasper Schmeichel måtte diske op med en decideret mirakelredning undervejs. Jeg siger bare, at Jebali med 99 procents sikkerhed var blevet dømt offside i situationen, og at det var tunesernes eneste farlige forsøg i hele kampen.

Hvad så med os selv? Fik vi skabt nok? Det gjorde vi da ikke.

I den givne situation var uafgjort godt nok. Lev med det, som vi siger

Et langskud fra Christian Eriksen og en kæmpechance til Andreas Cornelius var det tætteste, vi kom en scoring. Men vi prøvede da. Det var ikke sådan, at det danske landshold resignerede og var med på, at ”nu lader vi kampen ende 0-0”. Eller at vi lod os presse i bund.

Det var Danmark, der satte tempoet til sidst, præcis som det var, da Holland besejrede Senegal dagen forinden. Her scorede Holland bare på et par målmandsfejl. Ellers var den konfrontation mellem Europa og Afrika såmænd også endt målløs. Der var mange ligheder mellem de to opgør.

Andreas Cornelius var tæt på en helterolle som indskifter, men han missede et hovedstød tæt på mål. Video: Bo Bentsen

Hjulmand reagerede

Jeg vil også mene, at Kasper Hjulmand gjorde, hvad han kunne fra bænken for at fremtvinge en afgørelse. Indskiftningen af Mikkel Damsgaard handlede om at opnå noget. Om at sætte skub i den danske offensiv. Det samme kan man sige om systemskiftet og den tredobbelte indskiftning efter en times spil. Kom ændringerne for sent? Måske. Men Hjulmand reagerede i hvert fald tidligere, end mange andre landstrænere ville have gjort i en lignende situation.

Jeg kan også godt regne ud, at det havde været bedst med en sejr, men jeg siger bare, at der er to alternativer til uafgjort. Derfor havde det været hovedløst med en ultimativ satsning til sidst. Det var realistisk med en kontrolleret offensiv. Hvor man passer på det point, man har. Danmark havde ikke alt at vinde. Vi havde også meget at tabe.

Hvis man er alt for skuffet over det uafgjorte resultat, kan man jo prøve at forestille sig, hvad Lionel Messi og hans argentinske holdkammerater tænkte, da de sad i omklædningsrummet efter kampen mod Saudi Arabien.

Min bundlinje er, at i den givne situation var uafgjort godt nok.

Lev med det, som vi siger.