Hop til indhold
  • Nyheder
  • Sport
  • Vejr
  • TV
TV 2 Play
TV 2 Play

Sektioner

Nyheder
  • Seneste
  • Krigen i Ukraine
  • Politik
  • Krimi
  • Samfund
  • Udland
  • Business
  • Penge
  • Tech
  • Klima
  • Podcast
Sport
  • Seneste
  • Sendeplan
  • Live og resultater
  • Turneringer
  • Fodbold
  • Håndbold
  • Cykling
  • Badminton
  • Ishockey
  • Tennis
  • E-sport
  • Basketball
  • Formel 1
  • TV 2 Sport X
Vejr
  • Seneste
  • Radar
  • Grøn strøm
  • Upload billede/video
TV
  • TV-guide
  • Programmer
  • Kanaler
  • TV 2 Play
Livsstil
  • Mad
  • Bolig
  • Samliv
  • Forbrug
  • Sundhed
  • Rejser
Underholdning
  • Kendte
  • Royale
  • Comedy
  • Viralt

Services

  • TV 2 Play
  • Mit TV 2

Genveje

  • Sportsresultater
  • Vejrudsigt
  • TV-guide
  • Opskrifter

Privatlivsindstillinger

  • TV 2 privatlivspolitik
  • VM fodbold
  • Seneste
  • Sendeplan
  • Kampprogram
  • Stilling og grupper
  • Statistik
  • Danmarks hold
  • Holdene
  • Managertips
  • 32 stjerner
  • Bagom Qatar
  • Video
VM fodbold

Jeg kunne godt tænke mig en lille, men tydelig aktion fra Danmark

Flemming Toft
Flemming ToftFodboldkommentator, TV 2 SPORT
24. nov 2022 kl. 23.25
Tyskland har gjort det. Danmark må gerne følge trop. Foto: Ritzau Scanpix / TV 2 SPORT

Efter fem VM-dage har alle nationer været i kamp. Her er de vigtigste nedslagspunkter.

Hold kæft, og spil fodbold.

Spørgsmålet er bare, hvem der skal bestemme, og om man må sige noget.

FIFA-præsidenten Gianni Infantino har magtfuldt bedt ytringsfriheden blive i sit eget regie, og DBU har hårdt presset selv valgt at lukke ned, mens det stadig skummer omkring formandens mundtøj.

Spørgsmålet er, om der er meget mere at sige under VM i den sag, der er gået fra at handle om menneskerettigheder og anførerbind til armlægning med en herskende, nærmest diktatorisk FIFA-leder.

Som 'Fodboldens Jesus'

Infantinos - og dermed FIFA's - styreform burde ikke komme bag på DBU-toppen, men det omfang, de planlagte manifestationer med sorte trøjer og farverige armbind efterhånden tog, slog alle i dansk tøj omkuld. Landstræner Hjulmand slog ud med stærke følelsessmerter, fodbolddirektør Peter Møller havde samme klump i halsen, da han proklamerede, at han var rystet, og formand Jesper Møller sagde (lidt omskrevet): “Far er ikke kun sur, far er vred”.

Se også
Vrede i DBU – ingen støtte til FIFA-præsident

Infantino holdt et halvanden time langt solo-stunt lige før VM-fanfaren, hvor han som en anden 'Fodboldens Jesus' rejste sig fra sædet, lagde armene i korsfæstelsespositur og bøjede hovedet lidt til siden.

- I dag føler jeg mig qatarisk, jeg føler mig arabisk, jeg føler mig afrikansk, jeg føler mig homoseksuel, jeg føler mig handicappet, jeg føler mig som kvinde - jeg føler mig rødhåret.

I et forsøg på at inkludere alle: “VM er åbent for alle”.

Han delte spe og spot ud mod Europa, som han betegnede som racistisk, og den alfaderlige hånd lagde sig over resten af denne verden, der tilbeder ham - og stemmer på ham.

En lille dansk aktion, tak

De tyske spillere lavede deres demonstration med hænder over munden. "Vi er blevet bedt om at holde kæft”. De nationale og internationale medier er af DBU blevet bedt om ikke længere at spørge spillerne om FIFA, Infantino, korruption, Qatar, menneskerettigheder og alt andet i den kategori.

I protest over, at FIFA nægtede Tyskland og andre landshold at spille med One Love-anførerbindet, valgte det tyske landshold at lave en protest, da de fik taget holdfoto før kampen mod Japan. Video: Bo Bentsen

Personligt forstår jeg godt, at spillerne skal drible uden om det, der ikke handler om fodbold. Det her har fyldt langt mere, end alle troede på forhånd.

Men omvendt kunne jeg godt tænke mig en lille, men synlig 'aktion', mens Danmark stadig er med i Qatar. Det ville klæde den dybere mening og den almene anseelse med et signal. Og så skal jagten på ytringsfrihed og fairplay sættes ind over for FIFA, Infantino og fodbolden i al almindelighed.

Det store problem

Hvis ikke der bliver ændret radikalt i styre- og bestemmelsesforhold, vil fodboldens værdier være i fare.

Problemet er, at det kun er i Europa, man kan se den risiko. Og endda kun i nogle lande. Der, hvor den demokratiske fornuft stadig er i behold. Et Europa, der er dominerende, når vi taler fodbold. Vi skal tilbage til 1950 for at finde den seneste VM-finale mellem to ikke-europæiske hold. Og tager vi de store sydamerikanske nationer, Argentina og Brasilien, så er det kun 4af de 52 VM-spillere, der ikke holder til i europæiske klubber.

EU har reageret, og skyder skarpt mod FIFA. Og dermed er det længe kendte nu blotlagt, at sport og politik er tæt forbundne i en verden, hvor fodbold mere og mere er big business og storpolitik.

Så meget har alt det udenom - og dog så nærværende - fyldt i indledningen på dette VM. Et nedslag i den første uge.

Ronaldos nye milepæl

Der er mange meninger om Cristiano Ronaldo, og det er der al mulig grund til. Men han er tatoveret i fodboldhistorien. Alle tiders mest scorende ved EM-turneringer, alle tiders mest scorende i Champions League, alle tiders mest scorende i Real Madrid - og nu den første, der laver mål i fem VM-slutrunder.

Et blødt straffespark til Portugal. Ronaldo scorede. De portugisiske medier skal ændre deres rubrikker fra før VM: “Mere Portugal, mindre Cristiano”. Ghana blev første afrikanske hold, der lavede mål ved dette VM.

For femte gang scorede Cristiano Ronaldo ved en VM-slutrunde, da Portugal slog Ghana med 3-2. Video: Joakim Blomsterberg Olsen

Og klubløse Cristiano Ronaldo rundede følger nummer 500 millioner på Instagram, mens han var med til at gøre vejen videre mindre besværlig for Portugal.

Chokbølger

Saudi-Arabien sendte chokbølger med det, sportsdata-gruppen Gracenote kalder VM-historiens største overraskelse nogensinde, da de slog Argentina med 2-1.

Messi hang i græsset og med humøret i sin sidste VM-slutrunde. Og i Buenos Aires stod de tidligt op for at følge det, de kalder storfavoritterne, men de luskede senere på arbejde - dem, der orkede det.

Messi bestemte dagen derpå, at familierne skulle møde op i VM-lejren, så spillerne fik noget andet at tænke på. I Saudi fik borgerne lovning på en ekstra fridag.

Se også
Til grin, uvirkeligt og forstenede ansigter – tysk presse saver landsholdet over

Japanerne gjorde rent mod en samling arrogante tyskere, der godt nok indledte med et statement mod Qatar (og FIFA), men endte som tabere.

Der var her - som i Argentinas kamp - tale om engagements forskel. Og på tribunen ryddede de japanske tilskuere op efter sig, fjernede al plastik og beholdt den generelle sympati.

Favoritter, der leverede

Der var storsejre - og flot spil - til England (6-2 over Iran), Spanien (7-0 over Costa Rica) og Frankrig (4-1 over Australien). Trænere siger godt nok samstemmende, at der ikke findes svage modstandere ved et VM, så jeg nøjes med at lette på begejstringen over de tre store nationer.

Mest imponeret er jeg over Spanien, der under Luis Enrique har fået den ideelle blanding af en rutineret defensiv og unge stjerner i svøb fremefter. Gavi (18 år), Pedri (19 år) og Torres (22 år) kan gå hen og blive helt store. Skulle jeg pege nu - efter én spillerunde - ville jeg sætte fingeren på Spanien som verdens bedste.

I det hele taget virker det, som om forskellen på de bedste og de næst- og tredjebedste, ifølge verdensranglisten, bliver mere udjævnet ved dette VM. Og selvom der er mange 0-scoringer, så skal vi nok få drama og seværdig bold i det videre forløb.

Vi oplevede i denne første spillerude den yngste målscorer siden Pelé i 1958, 18 år og 118 dage står spanske Gavi noteret for. Vi så den første kvindelige VM-dommer nogensinde, fjerdedommer Stéphanie Frappart i Mexico-Polen. Vi blev præsenteret for en uforstående Kevin De Bruyne, da han blev kåret til bedste spiller i Belgiens sejr over Canada, og for kineserne, der ikke er med, men undrer sig over, at så mange må være så tæt i disse - for kineserne - Corona-tider.

Se også
De Bruyne jublede ikke over vital belgisk scoring

Et af de flotteste mål

Torsdag aften satte punktum for første runde med et af VM-historiens flotteste mål. Jeg ved, det er at lede efter piedestalen til Richarlison, men hans 2-0-mål mod Serbien var kunst. Han løftede selv bolden op i luften, vendte en gang rundt og hamrede den ind, så syningerne i målnettet frygtede for en sprængning.

Richarlison scorede et helt vanvittigt mål mod Serbien ved VM. Video: Joakim Blomsterberg Olsen

Denne unge mand med den farvede hårtop, der ser ud, som den er syet på, brugte sine sidste penge som 18-årig og havde derfor kun råd til en enkeltbillet til Belo Horizonte fra fødebyen Nova Venezia, da America Mineiro gav ham muligheden. Han kom ad omveje og uden den store succes til Everton og nu Tottenham, hvor han ikke har scoret i denne sæson.

Men her kom det - to gange. Og Brasilien er gået amok.

Danmark har gjort det før

Den ærgerlige danske entré i Qatar blev nullerten mod Tunesien med et nervøst, stresset og usammenhængende landshold. Men det vigtige var, at den kamp ikke blev tabt. Der er stadig vej. Og et dansk landshold har tidligere ved slutrunder nået semifinalen uden at vinde åbningskampen. 0-1 mod Frankrig ved EM 1984, 0-0 England ved EM 1992 og 0-1 mod Finland ved EM 2021.

Thomas Delaney mistede Hjulmand i kampen mod Tunesien, og umiddelbart er det et tab for Danmark. Han har været en leder hele vejen under Hjulmand - men det er ikke en katastrofe, for hvis Christian Nørgaard er fit efter sin skade i august, så er den danske midtbane mere end godt hjulpet. Det bliver lidt noget andet end med Delaneys arbejdsraseri, men så kan Nørgaard noget andet i en roligere (spillemæssig) udgave.

Slut på en første spillerunde, hvor de første reaktioner efter Cristiano Ronaldos mål lå lige for: “Nå, så lukkede han munden på kritikerne”. Munden er lukket på de fleste ved dette VM, og så kan man kun håbe på en renæssance af den tidligere danske VM-spiller Søren Lerbys berømte ord: “Fodbold er ikke for de stumme”.

Del
  • Services

    • TV 2 Play
    • Mit TV 2
    • Apps
  • Etik på TV 2

    • Seernes redaktør
    • Fejl og rettelser
    • TV 2 Privatlivspolitik
  • Om TV 2

    • Information om TV 2
    • Ledige stillinger
    • Presse
    • Publikum og deltagere
  • Kontakt TV 2

    • Tip os på 1234
    • Kontakt TV 2
    • Kundeservice
    • Annoncering
    • Offentlig fremvisning

TV 2 Privatlivspolitik© 2023 TV 2 DANMARK A/S

Breaking