VM fodbold

Medie: FIFA bøjer sig – nu er regnbuefarver tilladt

Beslutningen drejer sig om VM-tilskuerne i Qatar, erfarer britisk avis. Wales' fodboldforbund bekræfter, at de har fået tilladelse af FIFA.

VM i Qatar har mødt meget kritik, fordi folk med regnbuefarvede genstande er blevet afvist på de forskellige stadioner.

FIFA har nu valgt at sadle om efter den massive kritik. Det betyder, at det nu er tilladt at bære genstande under VM, hvor regnbuens farver er inkluderet.

Det skriver The Independent. Ifølge den britiske avis har VM-arrangørerne fortalt om de nye retningslinjer til de forskellige forbund.

En af de større episoder under VM var, da walisiske fans blev bedt om at tage deres bøllehatte af, fordi de havde regnbuens farver.

Det walisiske fodboldforbund, der har presset på for ændringer, bekræfter også selv på sin Twitter-profil, at FIFA har givet deres fans lov til at bære regnbuefarverne til den kommende kamp mod Iran på fredag.

Forbundet skriver endvidere, at de er blevet fortalt, at alle VM-zoner er blevet kontaktet med informationen.

Fremover vil sikkerhedsvagter altså ikke længere nægte folk adgang på stadion og tage deres ting, hvis de bærer regnbuens farver, som det har været tilfældet hidtil.

Det er blandt andet gået ud over flere danskere også:

Regnbuens farver er et symbol på støtte til LGBTQ+-miljøet, der har umenneskelige vilkår i Qatar.

Det nye tiltag er umiddelbart kun med hensyn til VM-tilskuere. Intet tyder på, at VM-holdene får lov til at spille i det omdiskuterede One Love-armbind.

TV 2 SPORT har været i kontakt med DBU, der ikke har fået en melding om ændringerne fra FIFA og Qatar.

Reelt har meldingen hele tiden været, at regnbuefarverne har været tilladte på stadions - sikkerhedsvagterne i Qatar har dog bare gjort det stik modsatte.