Ronaldo svarede ingen på nær TV 2 – reagerer på ikonisk billede
Billedet med Cristiano Ronaldos jubel er allerede begyndt at gå viralt på internettet.
Cristiano Ronaldo var ikke tilgængelig for pressen efter torsdagens VM-kamp, hvor han skrev historie og blev den første mandlige spiller til at score ved fem forskellige VM-slutrunder.
Men da han forlod omklædningsrummet, var det dog alligevel muligt for TV 2 SPORTs reporter Jesper Amter at få Ronaldos opmærksomhed, selvom portugiseren vandrede forbi hele verdenspressen uden at svare på spørgsmål.
I tunnelen gennem presserummet viste Jesper Amter et billede til Ronaldo, der fangede hans opmærksomhed. Under Ronaldos jubelscene ved 1-0-scoringen mod Ghana fløj Ronaldo nemlig forbi et billede af Lionel Messi, som har været portugiserens evige rival.
Også selvom situationen kun var en times tid gammel, havde Ronaldo allerede set billedet:
- Haha, jeg har allerede set det, var portugiserens første reaktion.
Hvad er din reaktion?
- Det er et godt billede. Virkelig godt, lød det kort fra verdensstjernen.
Hvem vandt skakkampen?
Og der kom så intet svar fra Ronaldo på det sidste spørgsmål, som var en reference til den nylige reklame fra Louis Vuitton, hvor Messi og Ronaldo sidder og spiller skak sammen.
"Et meget specielt billede"
Situationen med Ronaldos jubelscene foran et Messi-billede fangede også TV 2 SPORTs kommentatorers opmærksomhed under kampen:
- Det er meget, meget specielt, at han flyver i sin slow forbi Messi.
- Deres veje har krydset mange gange, lød det fra TV 2 SPORTs fodboldkommentator Thomas Kristensen.
Portugal vandt som bekendt kampen med 3-2 og stryger til tops i gruppe H. Se Ronaldos jubelscene her: