Til grin, uvirkeligt og forstenede ansigter – tysk presse saver landsholdet over
Tyskland vandt uden for banen, men gjorde sig selv til grin med bolden, som det blandt andet lyder i tyske medier efter fadæsen mod Japan.
Hvis du er tysker og af den ene eller anden grund skulle læse det her, så ja, den er stadig god nok - I tabte til Japan onsdag eftermiddag.
Det overraskende nederlag i VM-åbneren har lukket et fire år gammelt spøgelse tilbage i de tyske spalter, bedst som de fleste nok troede, at en ny VM-slutrunde endegyldigt kunne udviske mindet om 2018.
Her røg Tyskland ud allerede i gruppespillet før første gang nogensinde efter et nederlag i første kamp. Nu kryber det på loftet igen.
Og de tyske medier lægger ikke fingre i mellem i analysen af landsholdets nederlag til Japan, om end der er sporadiske roser for at skabe kritik rettet mod FIFA.
'Fiasko-start for Tyskland'
Hos det store medie Bild retter nederlaget tankemylderet tilbage på seneste VM-slutrunde, hvor tyskerne som bekendt floppede fælt.
- Det her er simpelthen uvirkeligt!
- Landsholdet gjorde sig selv til grin fra start ved VM med et 2-1-nederlag til undertippede Japan. Fiaskoen vækker minder om det bitre VM i Rusland i 2018, hvor Tyskland tabte 1-0 til Mexico (i første kamp, red.) og røg ud i gruppespillet for første gang.
... Begynder det nu igen?!
Skræmmende passive Tyskland gør sig selv til grin mod Japan
Welt fokuserer mere på den politisk prægede optakt til kampen.
- Sjældent har der været mere pres på et tysk landshold før starten på et VM.
- Ikke alene var Hansi Flicks mandskab forventet at vinde, men i endnu højere grad var mange fans engagerede i debatten om 'One Love'-armbindet og ville se tegn fra spillerne. Holdet kunne kun levere på ét punkt - for 2-1-nederlaget til Japan endte som et sportsligt mareridt.
Tyskland chokerede
I Süddeutsche Zeitung er 2018-svipseren også umuligt at komme udenom.
- Hansi Flick sad på bænken med et forstenet ansigt. Hans signaler havde ikke længere effekt.
- Selvom det tyske landshold sendte et bemærkelsesværdigt signal med en stærk 'mundkurv'-gestus, begyndte jagten på den femte VM-stjerne med et frygteligt nederlag, ligesom i 2018-katastrofen.
En skændsel fra start: En skødesløst landshold taber mod Japan
Det kommende brag mod Spanien er allerede et tema hos Berliner Zeitung.
- Antonio Rüdiger stod i det japanske felt i lang tid efter slutfløjtet med Manuel Neuer ikke langt fra sig. Skuffelsen kunne ikke have været større.
- Tyskland så ud til at have alt under kontrol i lang tid, før uopmærksomhed resulterede i et nederlag, der får presset til at vokse gevaldigt før den anden VM-kamp mod Spanien på søndag.
Ond bankerot efter stærkt signal: Landsholdet nedlagt af Japan
Som rubrikken antyder har mediet ran særligt fokus på tyskernes protest mod FIFA.
- På holdfotoet før kampen tog spillerne en hånd op foran læberne i stille protest. Det internationale tv-signal viste det ikke, men det spredte sig verden over på internettet.
- Derefter kunne det til gengæld ikke overses, at det tyske hold havde flere problemer med japanerne, end de syntes om. Særligt den tyske defensiv virkede uoplagt.
Kampen mellem Tyskland og Spanien spilles søndag klokken 20.00.