Tre gange brød kommunikationschef ind og statuerede Danmarks nye linje
Kommunikationschefen i Dansk Boldspil-Union (DBU), Jakob Høyer, kom på hårdt arbejde på torsdagens pressemøde.
Fra nu af vil landsholdet fokusere på fodbold.
Meldingen er ikke til at tage fejl af. Polemikken om Qatar, Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) og One Love-anførerbindet er for en stund lagt til side.
Kasper Hjulmand gjorde det klart onsdag, og torsdag åbnede kommunikationschefen i Dansk Boldspil-Union (DBU), Jakob Høyer, det daglige pressemøde med at sige, at det skulle handle om fodbold og kampen mod Frankrig på lørdag.
En britisk journalist forstod ikke meddelelsen og spurgte de danske VM-spillere Andreas Christensen og Jesper Lindstrøm om, hvordan de forholder sig til Tysklands provokationer inden kampen mod Japan.
Her brød Jakob Høyer straks ind.
- Måske skal jeg svare på det. Vores fodbolddirektør (Peter Møller, red.) svarede på det i går. Måske kan Morten Wieghorst (assistenttræner, red.) give et kort svar, men ellers er vi her for at svare på fodbold.
Assistenten gav kort udtryk for, at han "personligt synes, at det var en god protest", og at de ellers fokuserer på kampen på lørdag.
Blev udfordret flere gange
Ti minutter senere prøvede en spansk journalist så at udfordre linjen, da hun ville høre Andreas Christensen om, hvordan han ser fremtiden for FIFA.
Igen kom Jakob Høyer på banen.
- Jeg svarer på det spørgsmål. Som jeg sagde før, er vi her for at tale om fodbold, og vi er her for at tale om kampen på lørdag. Vi svarede på de spørgsmål i går, sagde han, mens de to spillere sad tilbagelænet i stolen uden at gøre antræk til at skulle svare.
Det var tydeligt, at det var noget, de havde talt om i den danske lejr.
Og vi var ikke færdige. Da pressemødet nærmede sig sin afslutning, ville en britisk journalist lige høre, hvad Jesper Lindstrøm egentlig synes om FIFA som organisation.
- Jeg tror, at jeg har svaret på det to eller tre gange allerede. Vi er her for at tale om fodbold og kampen på lørdag. Det er det, spillerne er her for at tale om, sagde kommunikationschefen.
"Understood", lød det fra den britiske journalist. Det var ikke i dag, der skulle tales om anførerbind og kritik af FIFA.